Bengt Holst, der er den nye formand for Det Dyreetiske Råd, er uddannet zoolog.

Ny formand for dyreetisk råd

Vicedirektør fra Københavns Zoo er den nye formand. Han er i forvejen en flittig debattør på området.

claw  29.10.12 | 10:00

Fødevareminister Mette Gjerskov har udpeget viceadministrerende direktør i København Zoo, Bengt Holst til ny formand for Det Dyreetiske Råd.

- Jeg ser Det Dyreetiske Råd som en vigtig platform, hvor forskellige interessegrupper kan drøfte holdninger til dyrevelfærd og samles om at pege på mulige forbedringer. Jeg ser frem til som formand at være med til at fortsætte det vigtige arbejde, siger Bengt Holst.

Bengt Holst afløser Peter Sandøe, der valgte at trække sig som formand i juni. Den nye formand har været medlem af Det Dyreetiske Råd siden 1998.

- Jeg er glad for, at Bengt Holst har sagt ja til opgaven. Han har en bred faglig viden og stor erfaring med området. Jeg er sikker på, det vil være meget gavnligt i arbejdet med at sikre dyrs velfærd og samtidig samle de interesser, der er på det her felt, siger fødevareminister Mette Gjerskov.

Bengt Holst er uddannet zoolog og har gennem sit arbejde i Zoologisk Have og Det Dyreetiske Råd i mange år være med i debatten om dyrenes forhold. Han bliver dermed formand for et råd, hvis arbejde har stor interesse både offentligt, men også hos fødevareministeren.

- Dyrs velfærd fylder meget i regeringens og min politik. Derfor ser jeg Det Dyreetiske Råds rolle som meget væsentlig i både i den daglige debat, og når der skal udformes nye tiltag på dyreværnsområdet, siger Mette Gjerskov.

Bengt Holst udpeges som formand for resten af 2012 og frem til maj 2013, hvor der skal vælges nye medlemmer.

Relaterede artikler

Kommentarer

Debatten på maskinbladet.dk er fri, men hold venligst en sober tone og undlad personangreb. Gå efter bolden - ikke efter manden.
Trusler, injurier eller andre lovstridige indlæg fjernes af redaktionen.