En ny forening for cannabis til medicinsk brug har netop set dagens lys; nemlig Cannabis Danmark.

Foreningen, som med tiden vil omdannes til en fond, har til formål at støtte forskning, levere information om cannabis til medicinsk brug og på sigt støtte patienter økonomisk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det har vist sig, at et stadigt stigende antal patienter med forskellige lidelser, ser sig nødsaget til social ulydighed og selvmedicinering efter at have forsøgt sig med konventionel medicinering. Enten som eneste udvej eller som supplement til en konventionel behandling,? siger skuespiller og tidligere cancerpatient, Søs Egelind, der er én af initiativtagerne til den nye forening.

Det har dannet grobund for stor efterspørgsel på viden, da der hersker en voldsom usikkerhed hos patienterne. Ligeledes ser man en voksende ulovlig produktion af ofte tvivlsom karakter. Internettet bugner af forhandlere, "tips & tricks", og det kan være en sand jungle at navigere i, så behovet for en platform som denne er massivt.

- Vi er en gruppe, der har sat os for at forene, forstærke og formidle den nyeste viden, evidens og praktiske erfaringer i en fælles forening til gavn for patienter og forretningen Danmark, siger Søs Egelind.

Cannabis Danmark vil med et sekretariat blandt andet bidrage med en patientinformations-platform og udarbejde materiale til de praktiserende læger.

- Vi vil være på forkant med forsøgsordningen, som fra januar 2018 gør det muligt at udskrive cannabis til medicinsk brug. Cannabis Danmark vil ligeledes bringe forskere fra udlandet til Danmark, så de kan dele deres viden med os, så andre lande på sigt kan vende blikket mod Danmark, når de søger inspiration til anvendelse, ordinering og fremstilling af cannabis til medicinsk brug. Og på sigt økonomisk at kunne støtte forskning og patienter i behandling, siger Søs Egelind.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nyt væksteventyr

Der er et stort økonomisk potentiale for Danmark som produktions- og demonstrationsland for dyrkning af cannabis til medicinsk brug. Allerede nu er det en begyndende milliard-business, der flere steder sammenlignes med internettets udbredelse.

- Dansk, statskontrolleret dyrkning af cannabis i lukkede gartnerier vil være en rentabel forretning, som vil være nem at iværksætte, man vil kunne skabe arbejdspladser og sikre og garantere et ensrettet produkt i indhold af aktive stoffer. Så der sikres en tryg, kontrolleret og langt billigere ordinering. Derfor er Landbrug & Fødevarer og Danske Gartnerier også en del af bestyrelsen i Cannabis Danmark, siger Søs Egelind.