Dal-bo er gået igang med et generationsskifte, og den hidtidige direktion træder tilbage og giver plads til et nyt ledelsesteam med Carsten Abel som administrerende direktør. Teamet består foruden ham selv af salgschef Torben Norlyk Pedersen, der tiltræder pr. 1.oktober 2018, og produktionschef Bo Toft Hansen.

Fra bilbranchen

Carsten Abel (51) er uddannet produktionsingeniør og kommer til Dal-Bo med en stor og velassorteret værktøjskasse indenfor organisationsudvikling og ledelse. Foruden uddannelsen som produktionsingeniør, har han erfaring fra både produktion og salg af kvalitetsprodukter til krævende, professionelle kunder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Senest var Carsten administrerende direktør for Mercedes-Benz København. Han har tidligere været ansvarlig for Volvo Truck Center Danmark og for Notox, som udvikler Diesel Partikel Filtre til motorer.

Bestyrelsesformand Anja Plougmann er glad for at kunne sætte en stærk leder i spidsen for Dal-Bo.

- Carsten kommer med indsigt i både produktion og salg og måske mindst lige så vigtigt friske øjne fra den kommercielle del af lastvognsbranchen, som de seneste årtier har gennemgået en udvikling, der på mange måder ligner det, vi ser indenfor landbrugsmaskiner i øjeblikket.

Ny salgschef

Torben Norlyk Pedersen (39) bliver ny salgschef. Torben kommer fra en stilling hos Agrometer, hvor han siden 2012 har været eksportchef med ansvar for at opbygge en forhandlerstruktur rundt om i verden. Før det har han bl.a. arbejdet for Agco Corporation med udvikling af distribution af blandt andet Fendt og Massey Ferguson i dele af Østeuropa og Kina.

50 år på Dal-bo

Dal-Bo's ikoniske leder gennem mange år sørger for, at den nye ledelse får de bedst mulige forudsætninger. Selv om Kaj Pedersen efter 50 års dedikeret arbejde for og udvikling af Dal-Bo går på pension, deltager han således aktivt i at sikre, at alle kunder bliver godt overleveret, og Kaj vil fortsat være synlig i en overgangsperiode.