Johanne Rønnow Olsen, 37, bliver ny chef for DLG Food og bliver samtidig udnævnt som underdirektør i DLG. Johanne Rønnow har tidligere været udviklingschef i DLG Food og siden 2013 souschef i DLG Produktion og Logistik. Hun får til opgave at integrere den tilbageværende forretning yderligere med DLG's grovvareforretning, der er et af koncernens kerneforretningsområder.

- De virksomheder, vi har i Food, skal integreres endnu mere i vores kerneforretning, hvor der er naturlige synergier, og der ligger fortsat et stort uudnyttet potentiale af blandt andet DLG Foods olieforretning med resten af grovvareområdet. Det er en opgave, jeg glæder mig til at løfte, siger Johanne Rønnow Olsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med salget af to virksomheder i DLG Food, European Freeze Dry og Samsø Syltefabrik, har den hidtidige chef for DLG Food, Cees Kuypers, valgt at stoppe i stillingen og forlader DLG-koncernen.

- Cees har leveret et solidt stykke arbejde og har med sit kendskab til fødevaresektoren på kort tid formået at styrke DLG Food's brand på fødevaremarkedet i ind- og udland, siger DLG's koncernchef Kristian Hundebøll.

DLG Foods aktiviteter vil fremadrettet være tilknyttet selskaberne DLG Food Oil, DLG Ingredients, GASA Nord Grønt, Lammefjords Grønt, Florette Lammefjorden, PureOil og Rapsol.