- Jeg er meget glad for opbakningen både på udstiller- og besøgsside. Vi er et spejl af branchen, og det giver sig selv, at der ikke slås besøgsrekorder i en situation, hvor dele af erhvervet har det så svært, konstaterer Grete Højgaard, adm. direktør i MESSE C.

- For knap fem år siden blev vi kontaktet af folk fra branchen, som havde behov for at finde et sted, der kunne danne rammen om en årligt tilbagevende messe. Vi var med på idéen, og her efter fjerde messe er jeg stadigvæk overbevist om, at det var en rigtig beslutning. Nutrifair giver mening, fordi her mødes branchen i øjenhøjde, og det er præcis den slags arrangementer, vi allerhelst vil lægge ramme til.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Det handler om kvalitet

Knap 5.000 mennesker besøgte sidste års messe, så ser man på de tørre tal, så er der tilbagegang for dette års messe. Alligevel er projektchef fra Messe C, Peter Sunesen meget tilfreds med årets messe og besøgstallene:

- Rent antalsmæssigt så er det sådan i vores branche, og i forhold til Nutrifair i særdeleshed, at besøgstallet ikke er afgørende for vores succes. Det, der betyder noget er, at de folk der kommer, er beslutningsdygtige og handlekraftige, siger Peter Sunesen.

Samtidig understreger Peter Sunesen at bl.a. afholdelsen af Agromek i november uden tvivl har indflydelse på besøgstallet og antallet af udstillere på Nutrifair.

- Vi kører i en toårs cyklus, og besøgstallet i år stemmer godt overens med besøgstallet i 2013, hvor der også netop var afholdt Agromek, siger Peter Sunesen.

Konkurrence i 2016

I 2016 kan Nutrifair fejrer sin femårs fødselsdag, og samtidig får messen også selskab af en ny landbrugsmessen, Farmertech. De to messer kommer til at overlappe hinanden, da Farmertech afholdes den 19. - 20. januar, og Nutrifair afholdes den 20. - 21. januar. Til det siger Peter Sunesen:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Tiltag, der er til gavn for landbrugsbranchen er altid godt, men det er altid branchen selv, der må afgøre der gavner, det er branchen selv, der skal skabe indholdet. Vi glæder os over at vores udstillere viser os tillid, og lægger så mange kræfter i at skabe et så højt kvalitetsniveau - det gør os stolte.

Planlægningen af næste års udstilling er allerede i fuld gang, og allerede nu kan Peter Sunesen glæde sig over, at et stort antal udstillere har genbestilt standpladser til 2016.

Begejstrede udstillere

På plads i 2016 er med sikkerhed også Dairy Systems Danmark ApS, som havde en fantastisk messe.

- For os har det været den klart mest udbytterige Nutrifair i de fire år, vi har deltaget. Om vi så havde lukket ned efter i går, havde det været den hidtil bedste, fortæller en begejstret Gerth Petersen fra Aabenraa-virksomheden.

To malkerobotter til over 400.000 kroner stykket er noget af det, han har langet over disken i løbet af messen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- For mig er det fuldstændig lige meget, om der kommer 5.000 eller 8.000 besøgende - bare de 40-50 HELT rigtige folk kommer. Og det har de gjort, fastslår Gerth Petersen.

Også Grene Danmark A/S havde en flot messe, beretter produktspecialist Torben Johnsen.

- Vi har haft en meget positiv messe, som med hensyn til købelyst og travlhed på standen har været på højde med sidste år. Vores fordel er måske, at vores produkter ikke er i det helt høje prisleje som eksempelvis en traktor, mener Torben Johnsen, som blandt andet har oplevet stor interesse for og godt salg af eHeat-varmesystemet til smågrise.

For frøvirksomheden KWS Scandinavia har udbyttet af årets Nutrifair også været meget tilfredsstilende, siger Bjørn Lisbjerg.

- Jeg vurderer, at vi har fået lige så mange eller faktisk lidt flere gode kontakter end sidste år. Man kan sagtens mærke på nogle, at det er svære tider. Men det er mit indtryk, at dem der er mødt op, er dem som trods alt stadig har et positivt blik på fremtiden, siger Bjørn Lisbjerg, som bestemt regner med at vende tilbage til Nutrifair 2016.