I januar 2015 mødes landbruget i Fredericia, når Messe C for fjerde gang slår dørene op til den specialiserede fagmesse, NutriFair. Det er igen et fagligt højt niveau, der kendetegner listen af foredrag på den specialiserede landbrugsmesse.

Ifølge Grøn Vækst-aftalen skal 50 procent af husdyrgødningen i 2020 udnyttes til produktion af grøn energi. Men hvor starter man, hvis man eksempelvis overvejer bioenergianlæg på egen gård? Hvad er de mulige gevinster, og hvor er de mulige faldgruber? Alt dette belyser to anerkendte eksperter på NutriFair.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den ene er biomassechef og Ph.d. Knud Tybirk fra Agro Business Park A/S. Han har gennem mange år specialiseret sig på området. Sammen med Kent Skaaning, der foruden at være producent af biogasanlæg også blandt andet har været formand for Danske Svineproducenter og borgmester i Egvad kommune, vil Knud Tybirk fortælle om bioenergi ved brug af eksempelvis pil, poppel, halm og biogas. Kent Skaaning etablerede i 1999 sit første biogasanlæg ved sin gård Hegndal i Hemmet, Vestjylland.

- Vi arbejder hele tiden på, at indholdet i NutriFair afspejler de udfordringer og muligheder, landbruget dagligt arbejder med. Så det er en naturlig udvikling af messen, at vi præsenterer bioenergi som ny sektor, når området er så interessant og aktuelt for landbruget, siger Peter Sunesen, projektleder i MESSE C.

NutriFair finder sted i Messe C Fredericia den 21.-22. januar 2015.