Efter mere end to års hård kamp må Nordsjællands Maskinforretning nu dreje nøglen om.

- Da jeg overtog maskinforretningen efter min gode ven Axel Kofoeds alt for tidlige død, var jeg godt klar over, at landbruget var i dyb krise - og at vi i det hele taget befandt os midt i finanskrisen - og dermed også at det ville blive en udfordring at få forretningen på fode igen, udtaler ejer Ole Roed Jakobsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Selvom finanskrisen generelt er ved at lysne, har de bedre tider desværre ikke bredt sig til landbruget og de beslægtede erhverv. Her spiller ikke mindst krisen med Rusland og Ukraine en væsentlig rolle.

- Vi har desuden også haft tre somre med godt høstvejr - og to vintre uden sne og is - og det har betydet, at der ikke er slidt så meget på materiellet, og værkstedet dermed ikke har fået de nødvendige opgaver ind, siger Ole Roed.

Det har også vist sig meget vanskeligt at introducere nye traktormærker i det nordsjællandske - trods det at Nordsjællands Maskinforretning faktisk var den maskinforretning, som solgte flest Zetor-traktorer i Danmark i 2014, lyder det fra forretningen.

Nye handelsmønstre

I butikken er konkurrencen med nethandlen hård og ubarmhjertig.

- Det har ikke været ambitionen at konkurrere med de store kædebutikker eller med nethandlen, men derimod levere høj service, kvalitet og solide produkter, som er samlede og testede inden de sælges, siger Ole Roed, og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Desværre har det vist sig, at rigtig mange kunder ikke ønsker at betale for denne service, men hellere

bestiller en billig saml-selv-plæneklipper på nettet.

Sørgeligt

Det er især sørgeligt at sige farvel til de gode medarbejdere, som også har kæmpet for at få forretningen til at blive en succes.

Der har i alt været syv arbejdspladser, og ved nedlukningen er der fire medarbejdere, som mister deres jobs. - Det gør mig ondt for medarbejderne - men jeg er egentlig også trist på Skævinges vegne - det er trist, når man ikke kan bevare forretninger og virksomheder, og dermed liv og arbejdspladser i de mindre byer, fortæller Ole Roed Jakobsen.