Til Landbrugets Perspektivkonference i Agri Nord den 29. oktober satte Klaus Kaiser, erhvervsøkonomisk chef hos Seges, fokus på, hvordan økonomien ser ud hos danske landmænd. Baseret på analyser af regnskaberne kunne han blandt andet fremhæve én tendens: Nordjyske landmænd har gennemsnitlig højere gæld og større likviditetsunderskud end resten af landet.

Klaus Kaiser havde inddelt de danske heldtidsbrug i fire grupper, hvoraf den ene er de landbrug, som står foran en overhængende risiko for at måtte lukke, da de har kombinationen af høj gæld og likviditetsunderskud.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Denne gruppe er forholdsmæssigt større i Nordjylland end i resten af landet.

Adgang til finansiering

Som mulige forklaringer på tallene fremhævede Klaus Kaiser, at de nordjyske landmænd blandt andet har haft relativt store tab på finansielle instrumenter samtidig med, at Nordjylland er kendetegnet ved stor dyretæthed og stor omsætning af jord samt lavere løbende indtjening. Samtidig gav han som mulig forklaring, at der har været lettere adgang til finansiering.

- De nordjyske banker har været relativt mere lempelige, lød det fra Klaus Kaiser, der blandt andet viste en graf over gælden pr. hektar hos de danske landbrug, hvor Nordjylland ligger med højest gæld.

Netop spørgsmålet om, hvor vidt de nordjyske landmænd har været mere villige til at udlåne penge til landbruget, fik også en kommentar med på vejen fra næste oplægsholder - virksomhedsrådgiver hos Agri Nord, Jørgen Cæsar.

- Interessant at høre, at de nordjyske pengeinstitutter har været lidt mere lempelige. Det tror jeg er gået over, lød kommentaren fra Jørgen Cæsar.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En overset gruppe

Oplægget fra Seges' erhvervsøkonomiske chef satte desuden to streger under, at der også er en stor gruppe landmænd, som driver en sund virksomhed med fornuftig økonomi.

- Omkring halvdelen af alle heltidsbrug har lav gæld og likviditetsoverskud. Det er en meget overset gruppe, da medierne ynder at skrive om de kriseramte brug, konstaterede Klaus Kaiser.

De 400 deltagere i Landbrugets Perspektivkonference hos Agri Nord kunne efter opridsningen af tingenes tilstand skue fremad med oplæg fra fremtidsforsker Axel Olesen og administrerende direktører i henholdsvis Danish Crown, Arla og Spar Nord.