Da NordicSugar til roekampagnen 2017 lancerede et nyt transport-koncept, hvor man ville flytte langt størstedelen af roetransporten fra traktorer og vogne til lastbiler, blev det mødt af meget stor skepsis fra mange.
- Vi lancerede konceptet for at reducere omkostningerne til roetransport. Transport på lastbil er billigere end transport på traktor og vogn i de fleste tilfælde, fortæller Bo Secher, chefkonsulent hos Nordic Sugar.
I dag er det derfor Nordic Sugar som holder omkostningerne til rensning og læsning af roerne, ligesom transporten også afholdes af Nordic Sugar. Desuden afholder fabrikken også omkostninger til kule-dækning og afdækning, sidst på sæsonen.
- Den helt store årsag til, at vi så muligheder i at håndtere logistikken omkring transport af roerne, er at vi på den måde kan løse transportopgaven samlet i større områder, og på den måde udnytte ressourcerne mere effektivt. Før kunne transportørerne køre på kryds og tværs, mens vi nu kan tage et område ad gangen fortæller chefkonsulenten, som dog påpeger, at det stadig er muligt selv at levere roerne med traktorer og vogne. Netop det er en stor fordel for både fabrikken og vores dyrkere, for eksempel i forhold til at transportere roer fra marker som ikke umiddelbart kan nås med lastbiler. Sukkerfabrikken betaler også for den transpot.
Mindre jord på fabrikken
Det var ikke alle roer, som blev kørt igennem en rense-læsse maskine inden levering før 2017. At roerne nu kører over en rense- læssemaskine giver NordicSugar mindre jord på fabrikken.
- Igennem kampagnen får vi hver dag 26.000 ton roer ind på vores to fabrikker, og derfor kan få procent jord pr. læs, blive til rigtig store mængder hver eneste dag.
På grund af det tørre vejr er renhedsprocenten i 2018 meget høj. Indtil nu kan fabrikkerne holde et gennemsnit på omkring 92, hvor urenhederne fordeler sig på topskive og ukrudt, og resten som er jord og en smule sten.
- Sæson 2017 var helt modsat sæson 2018, hvor vi lå på 89 procent i renhed. Det skyldes sæson 2017 var meget våd, mens sæson 2018 har været meget tør indtil videre, fortæller Bo Secher, og påpeger derfor, at det kan være svært at komme med konkrete tal på, hvor meget jord der køres ind på fabrikken i forhold til den gennemsnitlige kampagne. Men den fine renhed i 2018 vil være med til at give dyrkerne et pænt tillæg, som til en hvis grad kan kompensere for et lavt udbytte. I nogle marker vil tillægget betyde mere end 10 procent højere afregningspris.
- Men det vigtigste i denne proces er en god dialog mellem transportør, dyrker og fabrik. Og det er noget vi vægter meget højt. Vi havde en svær kampagne i 2017 fodi det regnede konstant, men i 2018 har det indtil nu kørt meget fint, og med en god dialog mellem os og dykerne.