Medlemmerne af Holstebro Struer Landboforening sagde på foreningens generalforsamling i aftes nej tak til en fusion med naboforeningen Herning-Ikast Landboforening. Det skriver Sagro på deres hjemmeside.

En enig bestyrelse havde lagt op til debat ved at ridse fordelene op, herunder at en samlet forening ville blive landets fjerde største med små 1200 medlemmer, hvoraf en tredjedel ville stamme fra Holstebro-Struer. I en ny bestyrelse ville foreningen være repræsenteret med 5 ud af 12 pladser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Formand Kristian Gade argumenterede desuden med, at det er udfordring for bestyrelsesmedlemmerne at finde tid til det politiske arbejde - og at en større forening vil tale med en kraftigere stemme og dermed sætte dagsordenen såvel lokalt som nationalt.

Bestyrelserne i de to foreninger er samtidig opmærksomme på det faktum, at man ved en fusion skal dække fire kommuner, og at det kræver fortsat god lokal forankring.

Nederlag og sejr

Ved afstemningen stod det dog klart, at fusionen ikke ville blive til noget i denne omgang.

Af de 61 indsamlede stemmesedler stemte 30 nej, 29 ja, mens to var blanke.

Da beslutningen krævede 2/3 flertal faldt forslaget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi tager det naturligvis til efterretning at demokratiet har talt, og vi ser det sådan set som udtryk for, at medlemmerne er godt tilfredse med det arbejde, vi gør i foreningen, sagde formand Kristian Gade, der dermed betragter afstemningen som både et nederlag og en sejr.

Han hæftede sig nemlig også ved, at der ikke var nogen kritik af det arbejde, der er gjort gennem det seneste år i forbindelse med aflæggelsen af beretningen.

- Det er vel også et udtryk for, at medlemmerne ser os i foreningen som det, der er lokalt og tæt på. Vi mærker det jo også ved, at vores medlemmer sætter pris på det, når vi holder kaffebordsmøder, siger Kristian Gade.

Det er anden gang, foreningen har været i seriøse overvejelser omkring fusion. Sidst var i 2013, hvor bestyrelsen var i drøftelser med Hedens Landboforening og Ikast-Bording Landoforening om en fusion. Her nåede en mulig fusion dog aldrig længere end til bestyrelsen.

Ser fremad

Kristian Gade glæder sig over, at medlemmerne har udtrykt deres tilfredshed med arbejdet, ligesom han også kunne glæde sig over, at der for en sjælden gangs skyld var hele syv kandidater, da der var valg til bestyrelsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ulla Merrild og Jens Lindbjerg ønskede ikke genvalg. Det var der til gengæld til Anders Nørgaard, mens der var nyvalg til Robert Lynge Andersen, Struer, og Søren Markvorsen, Holstebro.