Nedkøling påvirker mælken
Køling af mælk efter malkning ændrer på fordelingen af proteiner og enzymer i mælkens fedtkuglemembraner, viser ny forskning.
Mælkens fedt findes i fedtkugler, som omgives af en membran, der beskytter fedtet mod oxidering og harskning. Membranen består blandt andet af proteiner, som kan have specielle sundhedsmæssige egenskaber, og enzymer, som kan påvirke flødens specielle funktionelle egenskaber og holdbarhed.
En undersøgelse på Kvægbrugets Forsøgscenter viste, at køling af mælken fra udmalkningstemperaturen på 31 °C til fire °C ændrede fordelingen af proteiner i fedtkuglemembranen markant.
Der sker også ændringer i lipaseaktiviteten. Lipase er et enzym, der nedbryder triglycerider i fedt. Det skriver Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet.
Disse resultater er relevant viden ved fremstilling af ostetyper, hvor der ønskes et højt niveau af frie fedtsyrer for eksempel blåskimmeloste. I de fleste andre mejeriprodukter er dannelse af frie fedtsyrer uønsket, da de forårsager harsk smag.









Kommentarer
Indsend kommentar