Lige for tiden er svineproduktionen presset. Lave priser på smågrise og slagtesvin og høje foderpriser er lig med elendige bytteforhold ? det kommer vi ikke udenom. Men inden vi graver os ned i et alt for dybt hul, så vil jeg i stedet forsøge at finde en mere konstruktiv og proaktiv vinkel på nuværende situation.

Find ud af hvor du står

Først og fremmest er det min anbefaling, at hver enkelt svineproducent finder ud af, hvad nuværende forudsætninger betyder for egen virksomhed året ud og for næste år og så få startet samtalen med pengeinstituttet. For der kommer sandsynligvis til at opstå et likviditetsbehov i de kommende godt 15 måneder, og der skal derfor nogle aftaler på plads. Hold efterfølgende dialogen ved lige.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Afværg stormen, op med skodderne

Herefter vil jeg anbefale, at alle inputfaktorer kigges igennem en ekstra gang. Er der vedligehold og investeringer, som kan udsættes, så bør de udsættes. Kan den sidste producerede gris betale sig, og er der mulighed for en mere sparsom fodersammensætning, nu hvor bytteforholdene er ugunstige.

Mulighederne er mange, og det er helt individuelt, hvad det optimale virkemiddel vil være ude hos den enkelte. Fokus på det, som man selv kan påvirke!

Sanering, renovering eller?

Nuværende situation giver samtidig muligheder. Hvis der er udfordringer med bestemte sygdomme, vil det være en god idé at undersøge, om det er realistisk at lave en sanering, som holder ? dvs. om du ligger okay i forhold til naboer. Er det realistisk, så er det i gang med lommeregneren, så de finansielle samarbejdspartnere har noget konkret at forholde sig til.

Det kan også ske, at staldene trænger til en grundig renovering, som der kan være tvivl om, hvornår den kan være tjent hjem. Det åbner for muligheden for at lukke svineproduktionen ned for at begrænse tab samt finde andre områder, hvor der kan hentes indtjening ? f.eks. arbejde uden for bedriften.

Det er også muligt, at den bedste løsning for dig er at fortsætte nuværende produktion, men hvor der skæres ind til benet. Det er som sagt individuelt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fasthold fokus på indflydelse

Jeg vil gerne gentage min opfordring til at fastholde fokus på det, som du selv kan påvirke. Det er din virksomhed, og derfor er det dig, som træffer beslutningerne. De omgivende faktorer er faste og urokkelige. Din opgave er derfor, at du finder frem til de ting, som du har indflydelse på, og så beslutter dig for, hvad du vil gøre ved det, og herefter arbejder henimod det.

Der kommer en ny dag i morgen

Om bytteforholdene er gode eller elendige, så er der altid den fællesnævner, at der kommer en ny dag i morgen. I landbruget er vi utroligt dygtige til at drifte. Det er meget vigtigt, men det er også vigtigt, at der afsættes tid til at skue ud i horisonten, for hvis vi ikke gør det, så ændrer verden sig uden, at vi opdager det.

Rent lavpraktisk kan man stille sig selv spørgsmålet ?hvilket marked ønsker jeg at levere til, hvad er spillereglerne for succes på det marked, og hvordan indrettes min virksomhed til det?? Kort sagt, hvad vil jeg fremover? Hvad gør jeg nu? Er der noget, som kan undværes? Er der smartere og mere simple måder med samme eller bedre resultat?