Valle er et restprodukt, som har et naturligt højt indhold af proteiner, og nu vil Naturmælk udvikle en proteindrik baseret på valle. Arkivfoto.

Kvægbrug

Naturlig proteindrik på vej fra økologisk mejeri

Naturmælk er på vej med en proteindrik til et stigende marked for proteintilskud

Inden længe vil en ny økologisk proteindrik finde vej til supermarkedernes kølemontre - og måske også blive tilbudt medlemmer af udvalgte fitnesscentre. Proteindrikken er fremstillet af valle.

- I Danmark er der ingen tradition for at anvende valle i friske drikke. Valle er et restprodukt fra fremstillingen af oste. Men vallen har et naturligt højt indhold af proteiner, der er i besiddelse af alle de essentielle aminosyrer - og tilmed optages den hurtigt i kroppen. Vi har derfor fået ideen til at bruge vallen som hovedingrediens i en ny proteindrik, baseret på naturlige økologiske råvarer, fortæller mejerichef Leif Friis Jørgensen fra Naturmælk.

Proteindrikken bliver i øjeblikket udviklet i fællesskab med et par andre virksomheder, blandt andre DSS Silkeborg, Woodshade og Vitfoss. Tilsammen kan de med deres kompetencer sikre den rette filtrering, proteinmængde og smag, så den færdige proteindrik får den ønskede sammensætning og konsistens.

Værdiforøgelse af fødevareproduktionen

- Vallen har tidligere været betragtet som et værdiløst affaldsprodukt, der blev tilovers på ostemejerierne - og som derfor bare er sendt retur til gårdene, hvor dyrene er blevet fodret med det. Men ved at udnytte restproduktet kan vi skabe vækst for mejerisektoren - ligesom vi kan tilbyde danskerne sunde, naturlige alternativer til de proteindrikke, der kendes i dag, siger Leif Friis Jørgensen.

GUDP, der giver tilskud til bæredygtig vækst i fødevareerhvervet, har bidraget med midler til udviklingen af det nye produkt, der forventes at kunne skabe en merværdi på cirka otte millioner kroner.

Marked i vækst

Mange sportsfolk, motionister og småtspisende ældre og syge bruger proteindrikke til at genopbygge deres muskelmasse og få tilstrækkelig ernæring.

Markedet for proteindrikke er i vækst, blandt andet fordi stadig flere almindelige danskere dyrker idræt på et højt niveau og derfor ønsker at opbygge deres muskler optimalt til de fysiske anstrengelser. Derudover er proteindrik gennem mange år blevet brugt til mennesker uden stor appetit, bl.a. ældre og syge, der ikke får tilstrækkelig protein gennem deres kost.

GUDP

GUDP (Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram) er en erhvervsstøtteordning for bæredygtig vækst i fødevareerhvervet.

GUDPer en moderne erhvervsstøtteordning med fokus på at styrke forretningssamarbejdet mellem forskningsverdenen og virksomheder om nye fødevarer eller produkter til brug i fødevareindustrien.

GUDP støtter kun projekter, der med en forretningsstrategi og kommunikationsplan kan dokumentere klare effekter i forhold til forbedringer inden for miljø, klima, fødevaresikkerhed ? og en øget samfundsøkonomisk værdi.

GUDP blev etableret under Fødevareministeriet i 2010.

GUDP har i sin første ansøgningsrunde i 2011 uddelt 90,5 millioner kr. til 19 projekter. De mulige effekter af disse projekter er:

Begrænsning af CO2-udledning med 255 mio. tons CO2. Det svarer til 10 procent af det overordnede eksisterende politiske mål for reduktion af landbrugets CO2-udledning.

Reduktion af næringsstoffer med 3.000 tons kvælstof og 900 tons fosfor. For kvælstofs vedkommende svarer det til 16 procent af den eksisterende målsætning om at reducere landbrugets udledning af kvælstof til vandmiljøet med 19.000 tons, og for fosfor er målet opfyldt.

Cirka 900 millioner kroner, svarende til at det investerede beløb tilbagebetales til samfundet 10 gange.


Kommentér artikel

NB! Debatten på maskinbladet.dk er fri, men hold venligst en sober tone og undlad personangreb.
Gå efter bolden - ikke efter manden.
Trusler, injurier eller andre lovstridige indlæg fjernes af redaktionen.

Kommentarer

Brugernavn: *
Adgangskode: *
Kommentar: *

Tilmeld dig Maskinbladets nyhedsbrev

Få nyhederne direkte i din indbakke