Jeg har i tidligere artikler i denne klumme, blandt andet 21. april 2016, anført, at det er en absolut forudsætning for en aftalebaseret løsning af en landmands økonomiske problemer, at ikke blot landmanden og dennes rådgivere, men også landmandens kreditorer - i særdeleshed marginalpanthaveren - er med på aftalemodellen. Det kan - forståeligt nok - være vanskeligt for den enkelte landmand at forstå i situationen. Praksis viser, at det også for en række rådgivere kan være vanskeligt at forstå og acceptere dette uomtvistelige faktum. Det gør, at der ses flere eksempler på, at der ofres tid og kræfter på "redningsforsøg", der i realiteten på forhånd er dødsdømte. Temaet for denne artikel er at advare mod landbrugets lykkeriddere.
I denne artikel forstås ved en lykkeridder en person, der muligvis selv tror på, at han kan redde en landmand eller dennes landbrugsbedrift, men som er urealistisk eller har manglende kendskab til faktiske og/eller retlige forhold, der gør, at foreslåede løsningsmodeller sjældent bliver gennemført, men ofte vil påføre landmandens familie (yderligere) tab.
- Ethvert redningsforsøg skal være overstyret af en vis form for faglig realisme.
Jans Paulsen, advokat
Karakteristika
Der er ingen fællesnævner for en lykkerider. Karakteristisk er dog, at de rådgiver ud fra en betragtning om, at landmanden under ingen omstændigheder må underskrive en salgsfuldmagt til marginalpanthaveren. Det kan der ofte være god grund til, men ikke altid. Det hænger sammen med, at en landmand lige så lidt som enhver anden insolvent skyldner kan hindre at blive taget under konkursbehandling. Nægtelse af at underskrive en salgsfuldmagt vil derfor ofte blive mødt med en konkursbegæring fra marginalpanthaverens side - en konkursbegæring, der alt andet lige skal behandles i skifteretten senest tre hverdage efter, at den er modtaget, og ofte på grund af dyrevelfærdsregler behandles endnu hurtigere. Kommer man først i en sådan situation, er der unægtelig afgivet en "krigserklæring", og en mindelig løsning synes næsten at være forpurret.
Kan konkurs afværges?
Når marginalpanthaverens konkursbegæring er indleveret til skifteretten, eventuelt affødt af et ultimativt nej til at underskrive en salgsfuldmagt, vil landmanden og dennes rådgivere ofte forsøge at få afsigelse af konkursdekret afværget. På papiret er der to muligheder. Enten tages bedriften til brugeligt pant, eller landmanden anmoder skifteretten om at blive taget under rekonstruktionsbehandling. Ingen af løsnings-forslagene er imidlertid gangbare. Brugeligt pant forudsætter, at der er en panthaver, der begærer brugeligt pant. Med andre ord kan landmanden ikke gøre det selv, hvilket selvfølgelig hænger sammen med, at det er brugspanthaveren, der skal afholde underskuddet i brugspanteperioden. Teknisk set er der intet i vejen for, at der kan indledes rekonstruktionsbehandling, der i teorien hindrer afsigelse af konkursdekret. Den praktiske virkelighed overhaler imidlertid teoretiske betragtninger indenom. Landmænd, der er økonomisk pressede, har dårlig likviditet og vil derfor ikke kunne håndtere driften uden likviditetstilførsel - en likviditetstilførsel, der alt andet lige vil komme fra marginalpanthaveren, og accepterer marginalpanthaveren ikke at ville finansiere en rekonstruktionsbehandling, er rekonstruktionsbehandling ikke mulig.
Konsekvensen er derfor, at der bliver afsagt konkursdekret i henhold til marginalpanthaverens konkursbegæring.
I en sådan situation kan man selvfølgelig sige, at landmanden og dennes rådgivere har gjort, hvad man kunne i forsøget på at undgå konkurs, men er dette udsagn nu også 100 procent rigtigt?
Faglig realisme
Jeg er enig i, at alt - inden for rimelighedens grænser - skal være forsøgt, men ethvert redningsforsøg skal være overstyret af en vis form for faglig realisme.
Den egentlige grund til denne artikel er ikke så meget, hvad jeg har anført ovenfor, men det faktum, at jeg på det seneste flere gange har konstateret, at efter at marginalpanthaveren har afslået at medvirke til en ordning med fortsat drift, forsøger landmanden - velsagtens på baggrund af vejledning fra rådgivere - at afværge konkursen med indlevering af rekonstruktionsbegæring til skifteretten. Dette sker dog normalt først efter at der er stillet sikkerhed for rekonstruktørens, revisors og/eller tillidsmandens omkostninger. Landmanden er i denne situation sjældent i stand til at stille denne sikkerhed, hvorfor sikkerheden normalt tilvejebringes via landmandens familie. Familielån i denne situation er oftest udtryk for "det glade vandvid", men jeg har forståelse for, at familier, der har den økonomiske formåen, klamrer sig til ethvert halmstrå, og man må jo gå ud fra, at den rekonstruktør, revisor/økonomikonsulent eller tillidsmand, der anbefaler fremgangsmåden, er sagligt kompetent. Resultatet af en sådan manøvre svarer for mig at se til, at man bevidst, uden at kunne svømme, sætter sig ind i sin bil, accelererer og kører ud over kajen.
Opsøgende "rådgivning"
Det kan også konstateres, at fallerede landmænd kontaktes af rådgivere, der eventuelt via Statstidende har konstateret, at landmanden er taget under konkursbehandling, og tilbyder assistance enten med sanering af gælden eller ved at anvise et finansieringsselskab, der er indstillet på at købe den fallerede landmands bedrift og efterfølgende tilbyde landmanden ansættelse som bestyrer eller driftsleder. Nogle af de personer, der agerer i markedet, er ret vedholdende, og kendetegnende er, at henvendelserne er pr. telefon eller SMS og uden referencer til noget, der ligner "blåstemplede" finansieringsselskaber - der findes desværre ikke mange, der for alvor har fået øjnene op for muligheden af at investere i dansk landbrug ud over AP Pension, og selv i forhold til denne finansielle kreditor er det overordentligt begrænset, hvad der er sket af pensionskasseovertagelser af landbrug de senere år.
Rådgivere kontakter også fallerede landmænd med tilbud om hjælp til sanering af gælden, hvilket alt andet lige vil være via gældssanering efter reglerne i konkursloven. Alle kuratorer har over for skyldneren vejledningspligt om gældssanering. Hvis kurator ikke tillige som skifterettens medhjælper håndterer gældssaneringssager, bør man som falleret landmand anmode om at få vejledning fra en af kurators kolleger, der som skifterettens medhjælper har kompetence og erfaring i håndtering af gældssaneringssager. Har kurator ikke en kollega, der er antaget som skifterettens medhjælper, bør landmanden overveje at anmode skifteretten om at få beskikket advokatbistand med henblik på vejledning i betingelserne og mulighederne for gældssanering. Kendetegnende for den vejledning, der kan og skal gives via kurator og via beskikket advokat for skyldneren, er, at omkostningerne afholdes af konkursboet/statskassen.
I forhold til den opsøgende rådgivergruppe er situationen ofte den, at der relativt tidligt i rådgivningsforløbet skal betales honorar eller stilles sikkerhed for omkostningerne. Kriseramte landmænd og deres familier er i situationen ofte - forståeligt nok - følelsesmæssigt påvirkede og vil desværre ofte se sig fristet til at vælge rådgivere, der foregiver at kunne finde løsninger som objektivt set er tilnærmelsesvis umulige at få gennemført. At der tilbydes opsøgende rådgivning behøver selvfølgelig ikke at være "af det onde". Situationen kan jo også være den, at landmandens oprindelige rådgivere ikke har kunnet "levere varen", herunder rettidigt trukket i nødbremsen og medvirket til at få indledt en dialog med panthaveren med henblik på en aftalebaseret afvikling af bedriften og sanering af landmandens økonomi. MEN husk, at sælgere - uanset branche - primært har til opgave at optimere egen omsætning og indtjening.
