Dagen efter, at Arla den 22. april meddelte, at mælkeprisen pr. 1. maj 2016 ville blive reduceret med yderligere 7,50 øre til 196,01 øre pr. kg, fortalte en landmand under rekonstruktionsbehandling mig, at han på trods af denne meddelelse og dermed de dystre udsigter ville kæmpe til sidste bloddråbe for at overleve som selvstændig landmand - han havde ikke kendskab til andet end landbruget, og hans foretrukne fodtøj havde siden femårsalderen været gummistøvler. Et sådant synspunkt er denne landmand bestemt ikke ene om, men det vil ikke altid være tilstrækkeligt til at bære igennem. Den historisk lave mælkepris vil utvivlsomt resultere i, at flere landmænd "på vippen" vil få tommelfingeren nedad. Kun de landmænd, der ligger produktivitetsmæssigt i toppen, og som kreditforening og bank har tillid til, vil i denne situation - på trods af løbende underskud - kunne forvente at overleve. Det er marginalpanthaveren, der bestemmer, om og i givet fald hvornår det røde kort trækkes. Det er imidlertid ikke entydigt, hvem der i den givne situation er marginalpanthaver. Der henvises til beskrivelsen af denne problemstilling i Maskinbladet 1. april 2016.

Sjældent med dialog

- Opfordringen må være, at der så tidligt som muligt forsøges etableret en dialogbaseret løsning.

Jens Paulsen, advokat

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Når andenprioritetspanthaveren - banken - ikke længere vil finansiere fortsat drift, er det alt andet lige baseret på en overvejelse af, at i worst case-situationen vil der ved salg af landbrugsbedriften ikke fremkomme dækning til andenprioriteten. En sådan vurdering kommer sjældent efter forudgående drøftelse med førsteprioritetspanthaveren, men meddeles ofte landmanden eller dennes rådgiver i form af et meddelt stop for træk på kassekreditten ud over kassekredittens aktuelle limit.

Set lidt udefra kan man måske undre sig over, at der i sådanne situationer ikke altid er en forudgående dialog mellem førsteprioritetspanthaveren (ofte en kreditforening) og andenprioritetspanthaveren (ofte et pengeinstitut) inden en af parterne trækker det røde kort. Den nuværende situation i forhold til ned-adgående mælkeafregningspriser gør det i endnu højere grad ønskeligt med en konstruktiv dialog mellem finansieringskilderne inden en af dem siger stop.

Balancerer en bedrift p.t. på grænsen af, hvad der kan rummes under det af banken godkendte budget, vil den varslede prissænkning resultere i, at en bedrift med en årlig mælkeydelse i niveau 3 millioner kg. mælk alt andet lige får et årligt indtægtstab på 225.000 kr. Dette skal ses i lyset af Arlas tilkendegivelse af, at yderligere reduktioner af mælkeprisen i 2016 kan blive nødvendig.

Overlevelseskamp

For en række landmænd vil den lavere mælkepris nødvendiggøre en tidligere stillingtagen til, om bedriften er overlevelsesdygtig.

Den aktuelle situation gør, at udskilningsløbet mellem grønne og røde landmænd vil blive forstærket. Klaus Kaiser, erhvervsøkonomisk chef hos Seges, er i relation hertil den 22. april 2016 i Morgenavisen Jyllandsposten - Erhverv, side 4, citeret for følgende udtalelse: De danske mælkeproducenter er altså deltagere i et nådesløst kapløb mod prisbunden, hvor overleverne vil være dem, der kan presse omkostningerne længst ned.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I samme artikel er Klaus Kaiser citeret for følgende: I den sammenhæng er de danske mælkeproducenter begunstiget af en meget høj produktivitet, men handicappet af en gennemsnitlig gæld, som i særklasse er den højeste blandt alle EU's landmænd.

Konkursrådet på banen

Læren må være, at selv højeffektive landmænd ikke nødvendigvis overlever uden en gældstilpasning. Sådanne tiltag i form af frivillig akkord, tvangsakkord eller en kombination af akkord og indefrysning baseret på fortsat drift, forekommer dog sjældent i dagens Danmark - modsat retsstillingen i 1980'ernes landbrugskrise. Intet tyder på, at der er nogen opblødning eller ændring på vej på dette område. Konkursrådet har den 7. januar 2016 afgivet en udtalelse og fremkommet med et forslag til forbedring af mulighederne for sanering af kriseramte landmænds gæld. Forslaget har primært til formål at foretage en tvangsmæssig nedskrivning af den del af den formelt pantesikrede gæld i en landbrugsbedrift, der åbenlyst er placeret ud over bedriftens reelle værdi. Det vil i en senere artikel blive forklaret, at Konkursrådets forslag primært er udtryk for et skrivebordsinitiativ, og uden supplerende (politiske) initiativer vil Konkursrådets forslag næppe redde én eneste gældsplaget landmand.

Midlertidig likviditet

I forhold til højeffektive landmænd, hvis gæld ikke er "ganske uoverkommelig" set på den lidt længere bane, vil den reducerede mælkepris ikke nødvendigvis resultere i (tvangs)lukning eller (tvangs)salg. I forhold til disse landmænd må det være i de finansielle kreditorers interesse at understøtte driften, men det sker bedst i et samarbejde frem for i konkurrence mellem førsteprioritetspanthaver og andenprioritetspanthaver. Det hænger sammen med, at kan selv den højeffektive landmand ikke fortsætte, vil ejendommen - hvad enten det sker ved frivilligt salg eller under tvangsauktion - ofte blive solgt til en pris, der er 15-25 procent lavere end bedriftens værdi ved fortsat drift. Fortsat drift forudsætter imidlertid tilførsel af den nødvendige likviditet.

Vil andenprioritetspanthaveren - landmandens pengeinstitut - ikke udvide kreditten, og er det ikke muligt på anden måde at få tilført ekstern likviditet, er der mulighed for, at førsteprioritetspanthaveren giver henstand med en, to eller flere ydelser. Selv uden egentlig aftale er det sjældent vanskeligt at få udsættelse med en ydelse, men er behovet større, vil det ofte være nødvendigt, at vilkårene for en midlertidig likviditetslempelse aftales mellem kreditforening og pengeinstitut. En sådan aftale vil ofte afstikke retningslinjerne for, i hvilket omfang førsteprioritetspanthaveren giver henstand, kombineret med yderligere trækningsret på kassekreditten i landmandens bank. Endelig vil en sådan aftale ofte indeholde elementer, der begrænser landmandens handlefrihed i form af skærpede krav til efterlevelse af (tilpasset) budget og såvel ordinær rapportering til kreditforening og pengeinstitut som ekstraordinær rapportering ved budgetafvigelser. Ofte er sådanne aftaler kombineret med ekstern landbrugsfaglig support til landmanden, i forhold til større bedrifter ofte i form af krav til faglig og/eller økonomisk ballast hos gårdrådsmedlemmer.

Dialogbaseret ordning

Opfordringen må være, at der så tidligt som muligt forsøges etableret en dialogbaseret løsning. Nogle afstår givetvis fra at søge dialog af frygt for, at reaktionen bliver et rødt kort. Min vurdering er, at et rødt kort på dette tidspunkt måske ikke er det værste, der kan ske - i hvert fald ikke, hvis det må lægges til grund, at den pågældende landmand under alle omstændigheder inden for en kortere tidshorisont vil få det røde kort. I sådanne situationer er det bedre at få trådt på bremsen, hvor gældsstiftelsen til simple kreditorer er på et tåleligt niveau, frem for at fortsætte driften uden finansieringsgaranti med yderligere gældsstiftelse til simple kreditorer til følge. Opfordringen til de landmænd og deres primære rådgivere, der kan eller burde kunne se, at de inden for overskuelig fremtid løber tør for likviditet, er, at de bremser op og sikrer den nødvendige likviditet. Er det ikke muligt, må driften indstilles. Det er bedre for landmanden, at denne beslutning træffes i god tid, frem for at beslutningen træffes som en slags panik-handling, når løbet er kørt. Beslutninger, der træffes under sådanne omstændigheder, er sjældent konstruktive. Det ændrer en opvækst i gummistøvler ikke på. Spørgsmålet, der er stillet i artikeloverskriften, må derfor desværre besvares bekræftende.