I disse dage, hvor denne artikel skrives, kommenterer dagbladslederne på effekten af de rammevilkår for en vækstpakke, som synes at være i hvert fald det foreløbige resultat af forhandlinger mellem regeringen og Venstre. Man kan næsten blive helt svimmel af at følge med i alle de vækstpakker, der ser dagens lys, og som i forskelligt omfang nyder offentlighedens og pressens bevågenhed, når de offentliggøres. Er der blot tale om staffage, eller positionering før et forestående folketingsvalg, eller er der reelt og konkret indhold i de indgåede aftaler?
I regeringens vækstoplæg fra maj 2014 under titlen Danmark helt ud af krisen - virksomheder i vækst blev der beskrevet 89 forslag. Rammeaftalen mellem regeringen og Venstre skulle omfatte 90 forslag. Kun et mindretal heraf har optaget spalteplads de seneste dage. Det gælder i særlig grad i forhold til sænkning af PSO-afgiften og de beskæftigelsesmæssige konsekvenser, ikke mindst på baggrund af udskydelse af havvindmølleparkprojektet.
Vilkår for landbrug
Sænkningen af PSO-afgiften vil givetvis få effekt for gartneribrugene, men generelt synes der ikke at være afgørende nyt i rammevilkårene i relation til øgede finansieringsmuligheder og sikring af beskæftigelsen i landbrugets følgeerhverv - specielt i forhold til fremme af svineproduktion i Danmark og dermed øget beskæftigelse i den danske slagteribranche.
Allerede i Vækstplanen for Fødevarer fra december 2013 blev der peget på 34 initiativer inden for landbrugserhvervet, herunder styrket adgang til finansiering, hvor et af initiativerne var etablering af en treårig forsøgsmulighed for etablering af en ny selskabsform - medarbejderinvesteringsselskaber (M/S) - som kunne investere i eller yde lån til virksomheder, leverandører, aftagere eller i andre tiltag af betydning for vækst og arbejdspladser. Et sådant initiativ skal for at blive en realitet følges op med lovgivning.
Sagen i egen hånd
Den praktiske virkelighed har endnu engang overhalet lovgivningsprocessen indenom. Truslen om lukning af slagteriet på Bornholm fik fornyet gang i diskussionen om medarbejderinvestering i arbejdsgivervirksomheder - en tankegang, der for et kvart århundrede siden blev omtalt som ØD, som på daværende tidspunkt ikke ligefrem blev mødt med begejstring fra de traditionelle arbejdsgiverorganisationer og politiske partier på den blå side.
Medarbejderaktieordninger har specielt siden omkring årtusindskiftet og frem til den økonomiske krise vundet indpas på en række virksomheder, kendetegnet ved at medarbejderaktieordningerne typisk er indgået mellem virksomheden og (overordnede) funktionærer. Medarbejderaktieordninger har været mindre udbredte i forhold til timelønnede, men hvorfor nu denne forskel? Set fra arbejdsgiverside har et af formålene med medarbejderaktieordninger været at motivere, tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere. Samme betragtninger bør arbejdsgivere også have i forhold til timelønnede. Der kommer alt andet lige mere fokus på rentabel drift, når den enkelte medarbejder kan aflæse arbejdsgiverens økonomiske situation på kursen på egne aktier i virksomheden.
Interessant pilotprojekt
Det var et godt initiativ, som blev fremført i Vækstplanen for Fødevarer fra december 2013, men da modellen var til afstemning under overenskomstforhandlingerne, faldt modellen til jorden. Den aktuelle krise på Bornholm med overhængende fare for lukning af øens slagteri inden for kort tid fik imidlertid såvel Dansk Industri, Fødevareforbundet NNF som ikke mindst slagteriarbejderne til at sadle om og komme ud af starthullerne i en beundringsværdig fart. De nævnte parter har indgået en organisationsaftale alene gældende Danish Crown slagteriet i Rønne. Af organisationsaftalen fremgår bl.a.: DI og Fødevare-forbundet NNF er enige om, at det er afgørende vigtigt at afprøve alle muligheder for at sikre DC Pork Rønnes overlevelse, således at arbejdspladserne på DC Pork Rønne bevares.
Den udfordring, slagteriet på Bornholm og slagteriets medarbejdere stod overfor, var et sparemål på 25 millioner kroner om året. Formålet med den indgåede organisationsaftale er at søge nogle af besparelserne tilvejebragt via midlerne fra etablering af et medarbejderinvesteringsselskab. For at denne enighed mellem arbejdsgiver- og lønmodtagersiden kan resultere i konkret handling, er det bydende nødvendigt, at der skabes de lovgivningsmæssige rammer for etablering af medarbejderinvesteringsselskaber.
Kapitalen i medarbejderinvesteringsselskabet fremskaffes ved, at medarbejderne for årene 2014-2018 indskyder, hvad der svarer til værdien af fritvalgs-ordningen, der er beregnet til henholdsvis 2,5 millioner kroner for 2014, 2.8 millioner kroner for 2015 og 3,0 millioner kroner for 2016. Indskuddene for 2017 og 2018 kan først fastlægges, når der er kendskab til værdien af fritvalgs-ordningen efter den nye overenskomst. Alt andet lige vil der over årene 2014-2018 i medarbejderinvesteringsselskabet blive indskudt et beløb i niveau cirka 15 millioner kroner. Det er kun en lille del af det samlede sparemål. Alligevel er der tale om et spændende initiativ, som måske nok primært er taget på grund af nødvendighed, men som ikke desto mindre kan blive et interessant pilotprojekt til efterlevelse i større perspektiv og omfang.
Lovgivningsarbejde
Fonde har ikke en lige behagelig klang i alles ører. Medarbejderaktieordninger/medarbejder-investeringsselskaber (M/S) og lignende bryder også med den traditionelle opdeling mellem arbejdsgivere og lønmodtagere i relation til arbejdskampe. Medarbejderaktieordninger og lignende vil alt andet lige motivere virksomhedens medarbejdere til at give "en ekstra skalle" og også give medarbejderne større forståelse for virksomhedens økonomi, herunder forståelse for i krisetider at acceptere midlertidigt forringede lønvilkår. En sådan forståelse vil klart blive fremmet, hvis medarbejderne også er med på en opadgående konjunktur. Medarbejderaktieordninger og lignende skal være gensidige. Kapitalindskud skal også give mulighed for kapitalgevinster. I Sunds uden for Herning blev antallet af millionærer mangedoblet, da byens største virksomhed for et par år siden blev solgt, og medarbejderaktierne blev indløst. Medarbejderaktieordninger kan på denne måde betragtes som et alternativ til de traditionelle konfliktvåben på arbejdsmarkedet som arbejdsnedlæggelser, temponedsættelser og strejker. For at fremme investeringslysten og derved medvirke til sikring af beskæftigelsen vil det imidlertid være nødvendigt, at der etableres medarbejderinvesteringsselskaber, hvori der indskydes større beløb end værdien af fritvalgs-ordningen. I Vækstplan for Fødevarer blev lagt op til, at lønmodtagerindskuddene kunne udgøre op til 10 procent af lønindkomsten, dog maksimeret til 35.000 kroner pr. år pr. medarbejder. Blev en sådan ordning indgået i forhold til slagteriet i Rønne med 170 medarbejdere, ville dette alt andet lige resultere i et kapitalindskud over en femårig periode på små 30 millioner kroner. Rammerne bør givetvis forhøjes yderligere kombineret med valgfrihed for den enkelte medarbejder. Der forestår derfor et betydeligt lovgivningsarbejde for på landsbasis at fremme investeringslysten og beskæftigelsen.
Om organisationsaftalen, etableret med det primære formål at redde slagteriet i Rønne, bliver en succes eller ej vil i betydelig grad være afhængig af det endelige lovgrundlag for medarbejderinvesteringsselskaber. Derfor kan man afslutningsvis stille det spørgsmål, om det er rimeligt, at Folketinget holder ferie fra medio juni til primo oktober.
