I seneste nummer af Maskinbladet blev blandt andet spørgsmålet om habilitet i forhold til udpegning/valg af kuratorer behandlet. I denne artikel beskrives, hvad der uden for kuratorvalgsituationen forstås ved habilitet eller rettere sagt, hvornår der foreligger inhabilitet. Emnet er inspireret af de senere måneders medieomtale af CBS-rapporten og Bæredygtigt Landbrugs eventuelle indflydelse på rapporten. Hvad der er op eller ned i dette forhold er ikke artiklens emne. Det er alene begrebet habilitet ktr. inhabilitet, der kommenteres.
Habilitet som begreb
Forvaltningsloven fastlægger i kap. 2, hvad der forstås ved inhabilitet. Forvaltningsloven trådte i kraft 1. januar 1987. Inhabilitet kendtes også som begreb før 1. januar 1987, og definitionen af inhabilitet i for-valtningslovens § 3 er baseret på retspraksis som denne var fastlagt tidligere, dels ved domstolsafgørel-ser, dels ved ombudsmandsudtalelser.
Offentlig forvaltning
Forvaltningslovens regler om inhabilitet gælder alene for personer, der virker inden for den offentlige forvaltning. Forvaltningslovens § 3 fastslår, at inhabilitet i forhold til en bestemt sag foreligger, hvis
? vedkommende selv har en særlig personlig interesse eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er eller tidligere i samme sag har været repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,
? vedkommendes ægtefælle, beslægtede eller besvogrede i op- eller nedstigende linje eller i side-linjen så nær som søskendebørn eller andre nærstående har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,
? vedkommende deltager i ledelsen af eller i øvrigt har en nær tilknytning til et selskab, en forening eller en anden privat juridisk person, der har en særlig interesse i sagens udfald,
? sagen vedrører klage over eller udøvelse af kontrol- eller tilsynsmyndighed over for en anden offentlig myndighed, og vedkommende tidligere hos denne myndighed har medvirket ved den afgørelse eller ved gennemførelsen af de foranstaltninger, sagen angår, eller
? der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.
Af definitionen kan udledes, at forvaltningslovens regler om inhabilitet gælder alle forvaltningsmyndig-heder, hvad enten de hører under den statslige, regionale eller kommunale forvaltning. Forvaltningsloven gælder også for de fleste selvejende institutioner.
Uden for forvaltningsloven falder Folketinget og visse organer med tilknytning til Folketinget, herunder de egentlige folketingsudvalg, folketingets ombudsmand og domstolene.
Folketingsmedlemmer er - i forhold til forvaltningsloven - frit stillede til at varetage såvel partipolitiske som personlige interesser, jf. grundlovens § 56, hvorefter folketingsmedlemmer udelukkende er bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere.
I forhold til folketingsmedlemmer, der samtidig er ministre, kunne man rejse det spørgsmål, om forvaltningsloven også gælder for disse personer. Som minister er man en del af den offentlige administration - den udøvende magt - som dette er fastlagt ved grundlovens § 3 om magtens tredeling.
Flere hverv
Såvel ministre, der ikke er medlemmer af Folketinget, som ministre, der tillige er folketingsmedlemmer, er under deres virke som ministre omfattet af forvaltningsloven (mit postulat). Det betyder, at ministre, der efter forvaltningslovens § 3 bliver inhabile, har pligt til at afstå fra at træffe beslutning på ministeri-ets vegne. Beslutningskompetencen overgives på statsministerens foranledning til en anden resortmi-nister, der i det konkrete tilfælde får kompetence til at træffe afgørelse i sagen. Denne "tvedelte" situation for folketingsmedlemmer, der tillige er ministre, er givetvis forklaringen på, at disse folketingsmed-lemmer i større grad end "menige" folketingsmedlemmer afholder sig fra - i hvert fald udadtil - at involvere sig i "sognerådspolitik". Som eksempel herpå kan blandt andet henvises til folketingsmedlemmers tilkendegivelser og ministres "manglende" tilkendegivelser om og stillingtagen til placeringen af den vestdanske politiskole.
Foreninger
Vi har ikke nogen foreningslov i Danmark. Foreningsretten er baseret på ulovregulerede principper, der ofte er udformet som vedtægter, hvor vedtægterne indeholder en eller flere formålsbestemmelser. Om benævnelsen er forening eller interesseorganisation er ikke afgørende. Enhver forening elle interesseorganisation har ikke kun ret til, men vel også i forhold til vedtægterne pligt til at arbejde for at varetage foreningens eller interesseorganisationens interesser. Det både kan og skal gøres på enhver lovlig måde, og her vil påvirkning af beslutningstagere, hvad enten der er tale om folketingsmedlemmer, ministre, regionspolitikere, kommunalpolitikere eller embedsmænd være acceptabel - det strider i hvert fald ikke mod forvaltningslovens § 3 om inhabilitet. Foreningerne/interesseorganisationerne er alene - både for så vidt angår udtalelser og handlinger - forpligtet til at respektere landets til enhver tid gældende lovgiv-ning. Disse foreninger/interesseorganisationer vil som hovedregel ikke udøve forvaltningsmyndighed. Er der i særlige tilfælde tildelt en forening eller interesseorganisation myndighedskompetence, vil forenin-gens/interesseorganisationens varetagelse af denne myndighedsopgave også være omfattet af forvalt-ningslovens § 3 om inhabilitet.
Uredelighed
Af forskellige årsager har spørgsmålet om videnskabelig uredelighed de senere år givet anledning til medieomtale - også uden for de egentlige akademiske kredse. Virksomheder, organisationer eller offentlige myndigheder, der rekvirerer en videnskabelig rapport, har ret til at forudsætte, at rapporten er udarbejdet og afgivet på en faglig og etisk korrekt baggrund, der er baseret på den sagkyndiges uafhængighed i enhver henseende. Det hører under begrebet videnskabelig redelighed at alle synspunkter i en videnskabelig rapport, der ikke direkte er afgivet af den eller dem, der affatter rapporten, er forsynet med udførlig og præcis kildeangivelse. At det lykkes en interesseorganisation eller forening at påvirke en videnskabelig redegørelse er vel udtryk for godt håndværk fra foreningens/interesseorganisationens side. Der er i denne situation ikke retligt belæg for at bebrejde foreningen eller interesseorganisationen. Det er den eller dem, der lader sig påvirke og på et evt. uvidenskabeligt grundlag tager foreningens eller interesseorganisationens synspunkter til indtægt for egne synspunkter uden kildeangivelse, der i denne situation har et etisk (og måske også økonomisk) problem.
