Siden jeg skrev artiklen, offentliggjort i Maskinbladet den 18. september 2015 under overskriften Fairness - hvem har initiativretten til at trække i nødbremsen hos de landmænd, der er i økonomisk uføre?, har jeg modtaget to anmodninger om bistand i sager, der er meget parallelle.
I begge tilfælde meddeler marginalpanthaveren - et pengeinstitut - at fremtidige underskud ikke vil blive finansieret. Budgetterne for den resterende del af 2015 viser, at uden likviditetstilførsel vil løbende gæld ikke kunne betales. Fortsætter driften i denne situation, pådrager landmanden sig et erstatningsansvar over for de kreditorer, han fortsat køber på kredit hos, men som han ikke fuldt ud vil være i stand til at betale.
Som absolut hovedregel vil det ikke være muligt at tilføre alternativ likviditet fra anden side end fra marginalpanthaveren. I denne situation skal der trækkes i nødbremsen. Det er selvfølgelig landmandens ansvar, men landmanden bistås i disse situationer ofte af en økonomikonsulent, og der påhviler økonomikonsulenten et betydeligt ansvar for at rådgive landmanden i den rigtige retning.
"Enøjet" økonomikonsulent?
En udmelding fra en marginalpanthaver om ikke at ville finansiere fremtidigt underskud er også indirekte udtryk for et rødt kort. Udmeldingen er alt andet lige ensbetydende med, at driften ikke kan fortsætte. Det hænger sammen med, at det er den mere eller mindre officielle politik hos tilnærmelsesvis samtlige pengeinstitutter, at der ikke vil ske fortsat driftsfinansiering efter gennemførelse af en evt. akkord, der har påført marginalpanthaveren tab. Konsekvensen af en sådan udmelding fra marginalpanthaveren vil derfor være, at bedriften skal sælges. Om ikke før, er det i denne fase, at rådgivningen skal stå sin prøve.
Økonomikonsulenten har ofte haft landmanden som kunde i en årrække og vil derfor selvfølgelig primært eller måske udelukkende se sig selv i rollen som den, der varetager landmandens såvel økonomiske som menneskelige interesser. Sådan skal det også være, men somme tider kan man få opfattelsen af, at der alligevel ageres mere ud fra ønsketænkning end ud fra, hvad der er realistisk muligt.
Når marginalpanthaveren har trukket det røde kort, er det normalt ensbetydende med, at der skal igangsættes en afviklings- eller salgsproces. Her kommer økonomikonsulenten på banen og skal rådgive landmanden om, på hvilken måde afviklingen eller salget mest hensigtsmæssigt gennemføres. Er det så ensbetydende med, at økonomikonsulenten skal være "enøjet"? Nej! Økonomikonsulentens rådgivning vil også være i simple kreditorers og marginalpanthaverens interesse. Ved at der aftales faste rammer for en eventuel frivillig afvikling, eller ved at der etableres en fristdag, vil der ikke blive påført simple kreditorer yderligere tab. Ligestillet med simple kreditorer er i den forbindelse også krav, der hidrører fra skyldig moms og skat og andre offentlige krav. Det er væsentligt, at der også i forhold til tvangskreditorerne ageres korrekt. Overholdes ligelighedsprincippet ikke i afviklingsprocessen i en situation, hvor der ikke er etableret en fristdag, risikerer landmanden efter salget af bedriften at stå tilbage i en situation, hvor der i en årrække ikke er mulighed for gældssanering. Det vil ske samtidig med, at der kan foretages lønindeholdelse hos den tidligere landmand for skyldig skat og moms, og hvor der endog er risiko for, at SKAT gør et krav gældende mod den tidligere landmands ægtefælle på subsidiær basis for så vidt angår ikke betalte skatter, herunder skat der stiftes i forbindelse med salg af landbrugsbedriften. Økonomirådgiveren har derfor et betydeligt ansvar for at rådgive landmanden på en måde, der gør, at insolvensrettens ligelighedsprincip respekteres, og at der ikke sker forfordeling af nogen af kreditorerne.
?Pest? eller ?kolera??
Mange - og det gælder ofte såvel landmanden, økonomikonsulenten som marginalpanthaveren - ønsker ikke at etablere en fristdag. Med etablering af en fristdag bliver det offentligt kendt, at landmanden har økonomiske vanskeligheder, og der vil også påløbe ekstraordinære rådgiveromkostninger. Men hvad er alternativet?
En ansvarspådragende afvikling, hvor kreditorerne ikke ligestilles i afviklingsfasen, bør være forbudt område. Ved valg af konkurs, rekonstruktion eller eventuelt brugeligt pant (som normalt kun anvendes af førsteprioritetspanthaveren) skal landmanden og økonomirådgiveren være opmærksom på en af Vestre Landsret i 2011 afsagt dom (som tidligere er omtalt i disse spalter).
Essenssen af dommen er, at sker der salg af landbrugsbedriften på frivillig basis, evt. på baggrund af at marginalpanthaveren har tilkendegivet ikke at ville gøre indsigelse mod gældssanering efter konkursloven, vil gældssanering efter salget af landbrugsbedriften alene kunne gennemføres efter de almindelige gældssaneringsregler. Det betyder, at der skal betales afdrag til kreditorerne i en 5-årig periode. I den situation er det væsentligt, at det ved den eventuelt frivillige aftale, hvor marginalpanthaveren finansierer driften i afviklingsfasen, indgås en klar og utvetydig aftale, der indebærer, at marginalpanthaveren - hvis denne er eneste kreditor - accepterer en efterfølgende frivillig akkord på gældssaneringsvilkår baseret på en 3-årig afdragsperiode.
På denne måde opnås samme retsstilling, som ville være gældende, såfremt der var sket salg af landbrugsbedriften under landmandens konkurs eller under landmandens rekonstruktionsbehandling. Hvis der er flere kreditorer end marginalpanthaverens udækkede krav efter salg af landbrugsbedriften, forudsætter en frivillig aftale, at alle kreditorer accepterer og tiltræder en frivillig akkord. Er det ikke muligt, er en frivillig afvikling ikke vejen frem for landmanden. Man kan sætte spørgsmålstegn ved, om Vestre Landsrets afgørelse fra 2011 er rimelig eller retfærdig. Så længe afgørelsen ikke er ændret af en ny afgørelse fra landsretterne eller en afgørelse fra Højesteret, har Vestre Landsret fastlagt gældende ret, og den skal alle rådgivere - også økonomikonsulenter - reagere på og agere efter.
Rekonstruktion eller konkurs
Er det ikke muligt at etablere en aftale mellem marginalpanthaveren (og eventuelle yderligere simple kreditorer) og landmanden om en frivillig akkord på gældssaneringsvilkår på baggrund af en 3-årsafdragsperiode, bør salget af landbrugsbedriften ske under konkurs eller rekonstruktionsbehandling. Ved valget mellem disse to afviklingsmodeller bør rekonstruktion alt andet lige vælges - rekonstruktion i den betydning, at landbrugsbedriften sælges under rekonstruktionsbehandlingen, og at der i tilknytning hertil gennemføres en tvangsakkord på gældssaneringsvilkår (3-årig afdragsperiode).
En af årsagerne hertil er blandt andet, at ved afsigelse af konkursdekret ophører retten til underskudsfremførsel med virkning fra det regnskabsår, hvori konkursdekret afsiges. Det betyder, at løn, der udbetales til landmanden og landmandens ægtefælle i afviklingsfasen, skal beskattes, hvorimod der ved rekonstruktionsbehandling ikke sker ændringer i den skattemæssige stilling. Det betyder, at landmanden og dennes ægtefælle vil være skattefri som følge af muligheden for fremførsel af skattemæssigt underskud. På den måde vil den skattemæssige besparelse helt legalt medvirke til at betale omkostningerne til gennemførelse af en rekonstruktion, samtidig med at tvangskreditorerne får sikkerhed for betaling af moms- og skattekrav, der stiftes under rekonstruktionsbehandlingen.
Afdragsperiode
Forskellen mellem det beløb, der skal betales til kreditorerne på baggrund af hhv. en 3-årig og en 5-årig afdragsperiode, vil ofte være betydeligt større end forholdstallene umiddelbart angiver. Det hænger sammen med, at afdragenes størrelse i betydelig grad også afhænger af, hvor mange børn under 18 år der er i husstanden, respektive hvor mange af husstandens børn der fylder 18 år i løbet af afdragsperio-den. Denne betydelige forskel i det samlede beløb, landmanden skal betale, vil blive illustreret i næste artikel ved et eksempel.
