New Holland har sendt fire nye storballepressere på markedet.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Modellerne leverer baller i dimensionerne 80x70, 80x90, 120x70 og 120x90, så den helt store bigballepresser med 120x130 baller er altså ikke med i det nye line-up, der blandt andet inkluderer et nyt design, en ny pickup, en forbedret kapacitet og flere stempelslag pr. minut.

Først og fremmest er kapaciteten gået i vejret. Ifølge New Holland er den steget med op til 20 procent i forhold til den nuværende serie. Samtidig skulle de nye pressere kunne presse fem procent mere i hver balle. Ligeledes er New Hollands BigBaler-serie bedre til at håndtere mere utraditionelle afgrøder så som sukkerrør og majs for at følge med den voksende biomasse-sektor, vurderer koncernen.

For at få kapaciteten i vejret har New Holland øget antallet af stempelslag fra 42 til 48 slag pr. minut, som giver et højere gennemløb i ballekammeret. Det giver chaufføren muligheden for at køre stærkere i skåret. Svinghjulet er gjort større på presserne, og det hjælper med at holde energi i presseren ved hvert stempelslag.

Pickup med hjælpevalse

Presserne produceres fortsat på New Hollands fabrik i Zedelgem i Belgien. Her får de monteret en ny pickup ved navn MaxiSweep. Den har blandt andet monteret afgrødestyr, der hjælper de yderste tænder med at samle flere strå op fra marken.

Pickuppen har en hjælpevalse mellem pickuppen og indføringen. Valsen består af en række modsat roterende snegle: To med kapper for oven og en med kappe i bunden. Valsen skal ifølge New Holland hjælpe med at tilpasse afgrødeflowet, så det passer præcist til indføringens bredde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De fire modeller kan leveres med tre forskellige systemer til at håndtere afgrøden med. Standard-pakkeren på BigBaler 870 og 890 har to pakkergafler med hver seks enkelttænder, mens BigBaler 1270 og 1290 har tre pakkergafler med hver ni enkelttænder.

Snitter på maskinerne er også en mulighed. CropCutter- modellerne, som New Holland navngiver pressere med snitter, kan leveres med enten ni knive med medium snit, eller 19 knive med kort snit på 870 og 890. På de større 1270 og 1290 er der 15 eller 29 knive. Det giver presserne en teoretisk snitlængde på henholdsvis otte og fire centimeter.

Alternativt kan serien udstyres med TwinCutter, som er en front-monteret snitter. Rotoren har 88 knive.

Alle modeller er udstyret med sensorer i forkammeret. De registrer, hvordan materialet er fordelt i kammeret, og er der en skæv fordeling, beder IntelliView-terminalen i traktoren chaufføren om at trække til én af siderne, så ballen bliver pæn og lige.

Kan måle fugt og vægt

Det er ikke kun designet, der er ændret på de gule maskiner. De indeholder også mere brugerorienterede funktioner. Blandt andet er de udstyret med vægtsensorer på slisken, så chaufføren kan se vægten af hver enkelt balle. Ligeledes kan presserne måle fugtigheden i hver balle, og man kan se helt præcist på klokkeslæt, hvornår ballerne er presset - og via gps kan man endda se, hvor ballerne er presset. Alle data kan gemmes på terminalen og/eller downloades til senere brug.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Presserne er isobus-kompatible, så de kan også styres fra traktorens egen terminal, når blot den ligeledes er isobus-kompatibel.

Som noget nyt kan man få en såkaldt komfortpakke med i købet. Den indebærer en værktøjskasse, en vandbeholder og en række ekstra monterede håndtag rundt om på maskinen.

De nye modeller

Model:                 Bredde/højde, cm                                                       Stempelhastighed

BigBaler 870    80x70                                               48

BigBaler 890    80x90                                               48

Artiklen fortsætter efter annoncen

BigBaler 1270  120x70                                            48

BigBaler 1290  120x90                                            48