Møller-familiens 70 år gamle virksomhed, der måtte erklære sig konkurs ved indgangen til 2018, har fået ny ejerkreds. Det skriver Sjællandske Medier.

Det nystiftede selskab Mølbro Production A/S har overtaget alle rettigheder i det gamle Mølbro herunder køb af selskabet Mollsor A/S. Bag selskabet står virksomheder og personer med tilknytning til landbrugsindustrien. Det er blandt andet Thyregod A/S i Give og Bodal Holding A/S i Randbøl mellem Billund og Vejle.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er glade for, at vi med dette køb kan være med til at sikre en god dansk virksomhed. Mølbro har altid stået for gode kvalitetsvarer, siger bestyrelsesformand i Thyregod A/S, Peter Hansen, der også er byrådsmedlem i Sønderborg og folketingskandidat for partiet Venstre. Han har ligeledes tidligere været bestyrelsesmedlem i Kongskilde Industries A/S samt bl.a. formand for Agromec til Sjællandske Medier.

Peter Hansen fortæller videre, at ejerkredsen dermed også ser Mølbro blive liggende i Broby.

- Den nye ejerkreds er godt nok fra landbrugsindustrien, men vi har ikke tidligere arbejdet inden for sliddele. Når vi har overtaget Mølbro, hænger det naturligvis også sammen med, at vi ser et vækstpotentiale i virksomheden. Vi er overbeviste om, at Mølbro kan udvikles.