Mødet mellem landmanden og forbrugeren
I weekenden var mellem 85.000 og 86.000 på besøg hos en økologisk landmand, da der var økologiske høstmarkeder over hele landet. Det er cirka det samme antal besøgende som seneste par år.
Der var dog betydeligt færre besøgende end tidligere hos Økologisk Landsforenings formand, Evald Vesterggard, som også holdt åbent hus i forbindelse med de økologiske høstmarkeder.
Kun en fjerdedel af det antal besøgende, han havde i 2009, dukkede op i år, men det kunne ikke slå den økologiske formand ud.
- Det vigtigste er ikke antallet af besøgende, men derimod den oplevelse, de besøgende har haft, siger Evald Vestergaard.
Økologisk dialog
Han understreger, at det er vigtigt at skabe dialog mellem producenten og forbrugeren.
- I dag er forbrugeren og landmanden fremmedgjort for hinanden. Det skal sådan nogle arrangementer være med til at råde bod på, forklarer han.
Hos Evald Vestergaard var de besøgende i høj grad økologiske forbrugere, men også andre, der ikke normalt køber økologisk, men som er nysgerrige og vil høre mere om økologisk produktion.
- Især mange unge forældre vil gerne vide, om de gør det rigtige. Og så er der en del, der gerne vil vide mere om GMO, siger Evald VEstergaard og peger på skiltet, der siger "GMO-fri gård".
Nye typer mælk
Selv om Danmark er et af de steder, hvor økologien er vokset hurtigst de senere år, er Evald Vestergaard over bevist om, at økologien vil fortsætte med at vokse.
- Der er et enormt potentiale for vækst endnu. Forbrugeren vil gerne betale ekstra for kvalitet, mener han.
Han forestiller sig, at markedet for blandt andet mælk vil komme til at se helt anderledes ud i fremtiden.
- Om ti år handler vi ikke skummet-, let- og sødmælk. Der vil det handle om, hvilke typer af fedtstoffer, der findes i mælken, spår Evald Vestergaard.
Derfor tror han, at der bliver mere fokus på kvaliteten af fødevarerne i fremtiden og dermed mulighed for øget økologisk vækst.









Kommentarer
Indsend kommentar