Chicken Caravan er et mobilt hønsehus til produktion af æg på friland. Det er opbygget som en lukket trailer, hvor siderne kan åbnes, så hønsene kan gå frit ind og ud. Om natten lukkes siderne,enten manuelt eller automatisk, så hønsene kan sove trygt.

Det skriver Overby ExportConsulting i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De mobile hønsehuse leveres med plads til 450, 130 eller 30 æglæggende høns. Alle Chicken Caravans er på hjul og kan inklusive høns flyttes med passende mellemrum med enten bil, atv eller traktor.

Hønsehuset er indrettet med redekasser, og i den ene ende er der et rum, hvor man indsamler æggene fra et conveyorbånd, som går under alle redekasser. Det er med til at sikre en skånsom håndtering og rene æg. I rummet er der også plads til både tomme og fyldte æggebakker.

Chicken Caravan baner vej for en produktionsform, der er til gavn for både høns, jord og landmand. Hønsene spreder kogødning mv., holder sygdomme i ave og tilfører kvælstof til jorden, hvad der fremmer græsvæksten.

? Chicken Caravans er ideelle til både etablerede økologer med større kvægbedrifter og mindre landbrug og ægproducenter, som arbejder efter bæredygtige principper og mangler et supplement til driften, siger Tommy Overby, Overby ExportConsulting, dansk importør af Chicken Caravans.

? Vi kan se, at det mobile hønsehus giver en god og stabil indtjening med en overkommelig arbejdsindsats, så det kan være med til at gøre mindre landbrug økonomisk bæredygtige, fortsætter han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dansk pionér

Søtoftes Jordbrug ved Ringsted har siden sidste år og som det første danske landbrug anvendt en Chicken Caravan med godt resultat. Ejeren, Michel Poulsen, er meget glad for løsningen, fordi det er en produktionsform, der er til gavn for både hønsene og jorden. Alle æggene, der er økologiske, aftages af lokale restauranter og institutioner.

Chicken Caravan blev startet af australieren Daniel O'Brien i 2010, som manglede et mobilt hønsehus til ægproduktion på friland. Da der ikke fandtes noget på markedet, måtte han selv opfinde en løsning, og det blev starten på en måske endnu mere bæredygtig måde at producere æg på end den økologiske.

Chicken Caravan er ny på det danske marked og importeres af Overby ExportConsulting. Bag virksomheden står Tommy Overby, der har specialiseret sig i at sælge udstyr til de mange former for frilandslandbrug, der er ved at komme frem.

På Roskilde Dyrskue vises versionen til 30 æglæggende høns.