Minkavler Lars Eilertsen fortalte i et læserbrev i Jyllands-Posten om de danske minkavleres store bidrag til den vækst og eksport, der er et centralt fundament for den danske velfærd.

Lars Eilertsens pointerede, at den ”vækst-kage” kunne blive endnu større, hvis kommunerne godkendte de mange ansøgninger om udvidelser af farme, som allerede er sendt til kommunerne. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

En kontant præmie på 50.000 kroner blev udloddet til den kommune, der først sendte et brev rundt til lokale minkavlerne med en opfordring til dialog om udvidelse af deres minkfarme. Eilertsen understregede, at alle regler om byggetilladelser og miljøgodkendelser naturligvis skulle overholdes. Han efterlyste blot en kommune, der reagerede proaktivt for at skabe vækst. 

- Minkerhvervet er stort og driftigt i Hedensted Kommune, og der er en betydelig følgeindustri med mange arbejdspladser, som vi værdsætter meget. Derfor tog vi med glæde Lars Eilertsens opfordring op, fortæller borgmester Kirsten Terkilsen fra Hedensted Kommune og fortsætter:

- Jeg anerkender fuldt ud branchens potentiale og har derfor skrevet til kommunens cirka 35 minkavlere for at invitere til en snak om mulighederne for vækst og udvidelser.

Penge til skole

Da Hedensted Kommune er den eneste kommune, der har reageret på Lars Eilertsens opfordring, kan borgmester Kirsten Terkilsen se frem til at få overrakt 50.000 kroner af Eilertsen ved et arrangement tirsdag den 25. juni klokken 10.00 på den lokale minkavler Steffen Terkelsens minkfarm i Uldum. 

Ved samme lejlighed får borgmesteren en rundvisning på minkfarmen for derigennem at se og høre mere om erhvervet og for at få en dialog om, hvordan kommunen inden for lovens rammer aktivt kan understøtte branchens ønsker om vækst og udvidelser. Ud over Lars Eilertsen og Steffen Terkelsens deltager derfor også en række andre lokale mink-avlere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Præmien på de 50.000 kroner vil kommunen bruge på ”Skolernes Produktionsuge”, der holdes i uge 46 for alle 7. Klasser i Hedensted kommune.  

I en hel uge vil 7. klasseeleverne have fokus på dansk produktion og industri. Programmet står både på virksomhedsbesøg og reel produktion af en idé med alt, hvad dertil hører af planlægning, markedsføring, økonomi og så videre. Elever fra skolernes 7. klasser vil derfor være til stede ved overrækkelsen af checken den 25. juni.