Først var der flere Natura 2000-områder, der skulle fjernes, og nu skal 30.000 hektar dansk landjord omdannes til Natura 2000-områder.

Områder ved Paradisbakkerne på Bornholm, Klinteskoven på Møn og Saltum Enge i Nordjylland er bare nogle af de områder, der foreslås bedre beskyttet. Regeringen og Dansk Folkeparti har besluttet at beskytte ca. 30.000 hektar natur i forbindelse med en justering af de såkaldte Natura 2000-områder. Miljøstyrelsen vil nu færdigbehandle de mange høringssvar, så de endelige grænser kan trækkes. Det skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nye streger

Siden områderne blev etableret i Danmark i 1990'erne, har man ikke set på, om stregerne var trukket rigtigt. Derfor blev det som en del af Naturpakken fra 2016 besluttet at give den særligt beskyttede natur et gennemsyn. Det viser, at en del af områderne blandt andet er intensivt dyrket landbrugsjord og bebyggelse. Derfor skal grænserne justeres.

Der har tidligere været lagt op til at udtage ca. 30.000 hektar ikke-natur og tilføje ca. 5.000 hektar natur. Nu har regeringen og Dansk Folkeparti besluttet at endnu mere natur skal beskyttes, så der i stedet for at blive tilføjet ca. 5.000 hektar, nu bliver tilføjet omkring 30.000 hektar.

Største siden 2004

Miljø- og Fødevareministeren er glad for de nye ændringer.

- Man pynter sig med lånte fjer, hvis man naturbeskytter kornmarker, gylletanke og havnemoler. Vi skal selvfølgelig ikke kalde noget natur, der ikke er det. Jeg synes, at det er vigtigt med beskyttet natur i Danmark. Og jeg er glad for, at vi er enige om at beskytte mere af den rigtige natur med udpegningen af de omkring 30.000 hektar nye naturarealer. Det bliver en kæmpe gevinst for naturen i Danmark, at vi nu får beskyttet mere af den værdifulde natur, skriver Jakob Ellemann-Jensen (V) i en pressemeddelelse.

30.000 hektar er det samme som 300 km2 og svarer til et område, der er lidt større end Langeland. Det er den største enkeltudpegning af ny Natura 2000-natur på land, siden områderne blev godkendt af EU-Kommissionen i 2004.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Efter sommerferien kommer en bekendtgørelse i høring, og her vil ændringerne af områdegrænserne fremgå. Når de er på plads, skal de endeligt godkendes af EU-Kommissionen.