Finansminister Kristian Jensen (V) roste i sin indvielsestale den idérigdom, der ligger bag verdens første fabrik, som producerer protein på basis af søstjerner.

Det skete fredag eftermiddag, da han klippede den røde snor til anlægget i Spøttrup, som dermed blev officielt indviet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Her sammenlignede finansministeren fabrikken med et columbusæg, som Columbus angiveligt gav et lille slag i enden, så det blev fladt og dermed kunne stå oprejst. Omgivelsernes reaktion var som bekendt, at det kunne enhver have gjort, hvortil Columbus skulle have fremhævet, at det var det bare ikke - det var ham.

Sådan er det ifølge Kristian Jensen også med søstjernefabrikken.

- Alle kan i dag se idéen, men det var jer, der fik idéen, sagde ministeren.

Fiskere og landmænd

En af de centrale spillere i realiseringen af søstjernefabrikken er Vestjyllands Andel.

Her benyttede formand Leif Haubjerg sin indvielsestale til at fremhæve nogle af de sammenhænge, som gøre projektet til langt mere end et projekt, der kan skaffe dansk, økologisk protein.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Muslinger renser vandet fra både byer og landbruget, men søstjerner truer muslingerne. Derfor gavner søstjerneprojektet både landmænd og fiskere, sagde han.

Projekt med udfordringer

Niels Jørgen Madsen, direktør i Danish Marine Protein, som er den anden heltager i fabrikken, fortalte i sin tale, at mange parter har medvirket til, at projektet kunne realiseres.

Han beskrev, hvordan forsøg dokumenterede, at svinene kvitterer vældig godt ved fodring med protein fra søstjerner, og at forskere og myndigheder troede på produktet, og at de danske myndigheder havde givet de nødvendige tilladelser til at fodre svin med søstjerneprotein.

Men så viste det sig, at EU ikke havde godkendt protein fra netop søstjerner til foderformål.

- Men fødevarestyrelsen hjalp godt med at få godkendelsen fra EU, som kom forholdsvis hurtigt efter kun halvandet år, fortalte Niels Jørgen Madsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Stor fremtid

Han løftede desuden sløret for, at søstjerner kun er begyndelsen.

Fabrikken nord for Skive arbejder også med at udvinde protein fra muslinger, græs og tang.

- Vi arbejder også med at kunne udnytte spildprodukter far fødevareindustrien, fortalte han.

Og på sigt antyder han, at der også kan blive tale om produktion af fødevarer.

Niels Jørgen Madsen ser med andre ord store perspektiver i fabrikken ved Skive. Og han understreger, er der er mange, som kan få gavn af den.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er vores holdning, at alle skal have gavn af den i hele kæden, som skal hænge sammen, sagde han.

Læs mere om protein fra søstjerner som svinefoder på magasinet Hyos hjemmeside