Halm kan ikke kun give varmen - det kan også give masser af beskæftigelse, og interesse-organisationen Danske Halmleverandører og dets formand Hans Stougaard slås i øjeblikket for, at der også de kommende år bliver behov for flere tusinde ton halm på danske kraftvarmeværker.

Hans Stougaard gør nu beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) opmærksom på risikoen for, at der bliver droslet ned i halmbranchen, selv om der om nogle år vil være behov for halm, der kan give job til tusindvis af mennesker, når der skal fremstilles brændstof af halmen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Konference om industrien

Derfor møder Hans Stougaard også op på en konference på mandag, som hedder "Hvordan fastholder vi og skaber nye danske industriarbejdspladser?", og som har deltagelse af blandt andre Mette Frederiksen.

- I den forbindelse ligger det mig meget på sinde at fortælle om de arbejdspladser, som ligger lige for ved anvendelse af halm til energi. Det drejer sig både om sikring af de ufaglærte arbejdspladser, der er i produktion og levering af halm til kraftvarmeværkerne i dag samt om nye arbejdspladser i satsning på nye teknologier som bioraffinaderier og forgasning, skriver Hans Stougaard i et brev til ministeren.

Anlæg i Holstebro

Formanden for Danske Halmleverandører gør opmærksom på, at et kommende bioraffinaderi i Holstebro kan beskæftige 3.000 personer mens det bliver bygget og 1.400 personer i drift. Men det vil kræve adgang til 400.000 ton halm årligt, og det vil kræve, at den danske branche for håndtering af halm bliver bevaret.

- Derfor er det vigtigt at sikre fastholdelse af den nuværende anvendelse, da det vil sikre kontinuitet i halmbranchen. Bliver der et slip på tre- otte år fra kraftvarmeanlæggene stopper med at benytte halm, til bioraffinaderier kan begynde at aftage, vil det betyde tab af de erfarne og professionelle leverandører og deres medarbejdere, skriver Hans Stougaard.

Han gør opmærksom på, at de stillinger inden for halmhåndtering ikke bare kan flyttes til udlandet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Foretræde for udvalg

Lobby-arbejdet med at sikre fortsat anvendelse af halm fortsætter senere i den kommende uge. Den 10. januar har Danske Halmleverandører, fagforeningen 3F - som organiserer primært ufaglært arbejdskraft - Danske Maskinstationer & Entreprenører, Danske Maskinhandlere og HTL Transport A/S møde med folketingspolitikerne fra Klima-, Energi- og Bygningsudvalget, hvor de vil redegøre for de problemer de ser ved en udfasning af halmen på danske varmeværker.

I en kronik i Politiken fredag den 4. januar er beskæftigelsesminister Mette Frederiksen medforfatter, og her gør hun opmærksom på, at det er vigtigt at bevare danske produktionsarbejdspladser.