Frem med Nem-ID og glem alt om at få en sagsbehandler i røret, når du søger om landbrugsstøtte.

Fremover skal de fleste landbrugsstøtteansøgninger nemlig behandles helt automatisk og uden sagsbehandlere i den anden ende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det var et af flere tiltag, som Jakob Ellemann-Jensen fremlagde i samrådet onsdag, hvor han skulle redegøre for de lange sagsbehandlingstider for udbetaling af landbrugsstøttemidler.

- Et af de mere langsigtede tiltag, som vi har tænkt os at gøre, er forskellige automatiseringsprojekter. Vi har et mål om, at 65 procent af alle projekter, der søger landbrugsstøtte til at forbedre miljø eller dyrevelfærd, i 2022 skal behandles automatisk uden sagsbehandler, lød det fra ministeren.

Kan frigøre ressourcer

Ministeren var kaldt i samråd af flere oppositionspartier for at redegøre for de lange sagsbehandlingstider i Landbrugsstyrelsen, der i øjeblikket har 524 åbne sager.

Ministeren beklagede ventetiden, og forklarede den med blandt andet udflytningen af styrelsen samt mangelfulde ansøgninger, som krævede opfølgning fra sagsbehandlerne. Men det skal være slut fremover, hvor et nyt system vil skulle behandle sagerne automatisk.

- Det vil betyde, at der frigøres ressourcer til andre og mere krævende opgaver, sagde ministeren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Når det til tiden

Allerede nu er flere tiltag sat i værk for at komme til bunds i de åbne sager. En særlig taskforcegruppe af medarbejdere er blevet nedsat i starten af året, hvor sagsbehandlerne, ifølge ministeren, er så operative som muligt, og derfor er delt mellem Sønderjylland og København.

- Jeg har en klar forventning om, at de igangsatte tiltag vil være med til at nedbringe sagsbehandlingstiden, så landmændene vil modtage støtten inden for den tid, de er blevet stillet i udsigt til, lød det fra ministeren.

Det er målet, at sagerne skal være behandlet inden den 30. juni i år, ogh ifølge ministeren er der truffet afgørelse i 20 procent af sagerne.