Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

Minister lovede at følge op på flere sager

Af mbl - 24. okt. 2017 KL. 13:34

Flere spørgsmål blev debatteret, da miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen og formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, mødtes med de nordjyske landmænd.

Der kan være langt fra Nordjylland til København eller Bruxelles, hvor de politiske beslutninger bliver taget. Derfor havde miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen og formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild taget mod invitationen fra de nordjyske landboforeninger om at komme og debattere med 150 medlemmer i Aabybro.

- Det er vigtigt, at vi kan holde et fælles møde som dette i vores område. Vi kan møde hinanden og få mulighed for at få forklaret tankerne bag den lovgivning fra Christiansborg, som måske ikke altid virker så rationel her ude hos os. Forskellen bliver jo åbenlys på en aften som i aften, men det kræver jo et samspil mellem 90 mandater at lave noget om, sagde formand for Agri Nord Carl Chr. Pedersen.

Ros til ministeren

Mødet blev arrangeret af foreningerne LandboNord, Agri Nord, Landbo Thy og nf plus i samarbejde med Landbrug & Fødevarer. Formand for LandboNord, Niels Vestergaard Salling, bed mærke i, at der, til forskel fra tidligere møder med ministre på området, var en bedre stemning, end der plejer at være.

- Man kan tydeligt mærke, at landbruget generelt har fået en bedre økonomi, og man kunne også mærke i debatten, at Merrild og ministeren har fået et godt forhold - de vender tingene med hinanden. Vi får ikke løst alle problemerne, men der var en god tilkendegivelse fra ministeren, at han vil gøre noget og arbejde på sagen, og at vandplanerne slet ikke er slut endnu, sagde Niels Vestergaard Salling.

Sager bliver fulgt op

Hovedpersonen selv var glad for de tilbagemeldinger, han fik under debatten, og flere af dem bliver der gjort noget ved.

- Jeg har fået en række konkrete sager, som vi kommer til at følge op på. Og så bemærkede jeg naturligvis også, at der er en bekymring i landbruget om hvordan den fremtidige regulering kommer til at se ud i relation til vandområdeplanerne. Og der kan jeg kun sige til landbruget, at vores inderste intention virkelig er at have et ordentligt grundlag at regulere efter, sagde miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Få nyhederne først!Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær på forkant med dagens landbrug.

 

Læs maskinbladet på

Læs maskinbladet på desktop

Desktop

Læs maskinbladet på tablet og smartphone

Tablet & smartphone

Læs maskinbladet på nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Læs maskinbladet på print og iPaper

Print og iPaper

reklame