Miljø- og Fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen er frustreret over, at landbruget ikke har overholdt aftalen om frivilligt at reducere udledningen af kvælstof, skriver tv2.dk.

I forbindelse med landbrugspakken fra 2015 lovede landbruget selv at reducere sin udledning af kvælstof markant mod en lempeligere regulering. Men ifølge tv2.dk har landbruget næsten ikke reduceret sin udledning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg vil sige, at jeg råbte relativt højt, da jeg hørte tallet - og det var med en masse bandeord. Det er nok udtryk for den frustration og den skuffelse, som jeg føler i forhold til, hvordan der er blevet leveret på de kollektive virkemidler, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen til Berlingske om de nye tal.

Ifølge landbrugspakken, som fjernede en stor mængde regulering, der skulle beskytte naturen, skulle landbruget ad frivillighedens vej selv reducere udledningen af kvælstof med 1451 tons årligt frem til og med 2018 og med 2907 tons frem til og med 2021.

Tallene fra 2018 viser, at landbruget har mindsket udledningen med 12 tons årligt, skriver tv2.dk.

Kommentator: Et problem for alle

Selv om miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen kun har arvet landbrugspakken, så kan de manglende resultater ifølge TV 2's politiske kommentator Peter Lautrup-Larsen give ham problemer.

- Det er ham, der sidder med ansvaret - også de kommende år, hvis regeringen fortsætter - og de her tal skal stemme. Fremme i 2021 skal regnskabet om udledningen af kvælstof passe i forhold til EU-direktiver og så videre. Så det er der, det egentlige mål er. Det er der, hele planen for alvor skal til eksamen. Han fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er en række områder, hvor landbrugets interesser har talt højt for den nuværende regering. Den får sværere ved at holde fast i politikken om, at de stoler på landbruget og at de nok skal opfylde deres mål, siger Peter Lautrup-Larsen. Han betegner som spørgsmålet om tvang eller frivillighed for landbruget som et af den kommende valgkamps hele store temaer.

- Ellemann-Jensen annoncerer ikke nogle tvangsindgreb baseret på de her tal. Den røde blok tror ikke på frivilligheden. Derfor bliver det et afgørende valg for landbruget og deres interesser, lyder det fra Peter Lautrup-Larsen, der forventer at ministeren bliver indkaldt til samråd om de nye tal.