Ifølge jv.dk får Vejen Kommune opbakning fra Ole Birk Olesen (LA), der er transportminister, i sagen om Skovgårdsvej i Vejen som storbonden Martin Lund Madsen spærrede i oktober.

Ministeren ser ikke andre muligheder, end at kommunen lovliggør vejen med en ny ekspropriation, efter den oprindelige er blevet erklæret ugyldig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Flere Venstre-folk og også Dansk Folkeparti har kritiseret kommunen for at igangsætte en ny ekspropriation af Skovgårdsvej, efter at Højesteret gav landmand Martin Lund Madsen medhold i, at vejen er ulovlig. Transportminister Ole Birk Olesen (LA) udtrykte således i folketingssalen onsdag opbakning til kommunens beslutning om at igangsætte en ny ekspropriation, skriver jv.dk.

- Jeg synes ikke, sagen er grotesk. Sagen har været uheldig. Men først og fremmest må man sige, at det står kommunen frit for at indlede en ekspropriationssag, lød det fra Ole Birk Olesen, efter at Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod Poulsen, havde bedt ham om at forholde sig til sagen.

Ny ekspropriationssag

Vejen Kommune har nu valgt at igangsætte en ny ekspropriationsproces, og det har fået landmanden til at rejse kraftig kritik af kommunen og borgmester Egon Fræhr (V) og har fået ham til at stævne både kommunen og Banedanmark.

Men Ole Birk Olesen kan ikke se, hvordan kommunen kan gøre andet end at forsøge at lovliggøre vejen via en ny ekspropriation.

- Havde man i stedet benyttet vejloven, som kommunen nu vil gøre, havde der ikke været nogen som helst problemer med eksproprieringen. Og alternativet er, at den nyanlagte vej bliver revet op med tab af de millioner, der er blevet brugt af skatteyderne i Vejen Kommune for at anlægge vejen, til følge, siger han til jv.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Peter Kofod Poulsen er overrasket over, at Ole Birk Olesen bakker op om kommunens forsøg på at lovliggøre vejen. Han mener, at kommunen enten bør indgå et forlig med Martin Lund Madsen eller alternativt rive vejen op. Også selvom det vil koste Vejen Kommune millioner af skattekroner.

- Det er den løsning, jeg ser. Sådan er det bare. Når en borger vinder, har en borger vundet, siger han.

Martin Lund Madsen selv tager ikke opbakningen til Vejen Kommune fra ministeren så tungt.

- Det er jeg rolig over for. Jeg er tryg ved, at vi kører en retsag om fjernelse af vejen i Esbjerg. Den tror jeg, vi vinder. Og der er slet ikke grundlag for at anlægge den vej. Så vi kører sagen til ende, siger Martin Lund Madsen til jv.dk.