Hovedparten af alt det grovfoder, som bliver læsset i fuldfodervogne i Danmark i dag, bliver varetaget af traktorer med frontlæssere, men dette er måske snart fortid. I hvert fald i følge mælkeproducent Lars Rasmussen fra Nørre Ramsing på Salling.

I sommeren 2013 investerede han i en ny knækstyret Giant minilæsser med teleskop-udskud på læssearmen, og den har mere eller mindre overtaget samtlige læsseopgaver på bedriften.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Det var ikke hensigten, at minilæsseren skulle overtage traktorens plads, men vi fandt hurtigt ud af, at læssearbejdet går langt bedre med den nye minilæsser, fortæller Lars Rasmussen.

Kompakt og langarmet

Da Lars Rasmussen investerede i minilæsseren, faldt valget på Giant V6004T med teleskop-udskud lidt tilfældigt.

- Vi var på udkig efter en afløser til vores tidligere Giant minilæsser, og vi havde snakket om fordelen ved at kunne læsse fuldfodervognen i de perioder, hvor frontlæssetraktoren havde travlt med markarbejdet.

- Omvendt skulle minilæsseren stadig kunne være lille og handy i vores gamle stalde, hvor nogle kalve befinder sig, fortæller Lars Rasmussen.

Den lokale Giant forhandler viste en Giant V6004T demo maskine frem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi faldt for den med det samme. Ikke nok med at læsseren ikke fylder meget mere end den tidligere, så er læssehøjden højere end vores Case IH Puma 155 med Trima frontlæsser.

Brændstofbesparelse der kan mærkes

En stor fordel, der hurtigt viste sig ved den nye minilæsser, var den store brændstofbesparelse.

- Hvis vi sammenligner med traktor og frontlæsser, så bruger minilæsseren hele syv liter brændstof mindre i timen, fortæller Lars Rasmussen, som uddyber, at traktoren bruger 10 liter brændstof i timen ved læssearbejdet, mens den nye minilæsser nøjes med tre liter.

Forklaringen ligger først og fremmest i den mindre motor, da Giant V6004T er udstyret med en firecylindret Kubota motor på 60 hestekræfter. Case IH Puma 155 har en sekscylindret motor på 168 hestekræfter med boost.

- Hvis bare det er en time om dagen, minilæsseren er i gang, så giver det en besparelse på cirka 18.000 kroner i ren brændstofbesparelse, og en enkelt time om dagen er endda lavt sat, påpeger Lars Rasmussens søn, Emil Thorgaard Rasmussen, som kører meget med minilæsseren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gode betjeningsforhold

Emil Thorgaard Rasmussen fremhæver især minilæsserens joystick, hvor alle funktioner er samlet.

- Når udskuddet på læssearmen skal benyttes, er der ikke noget med, at man skal have fat i et andet håndtag. Det hele betjenes fra samme joystick, og derfor er det en meget hurtig maskine at køre med, fastslår Emil Thorgaard Rasmussen.

Ind- og udstigningsforholdene fremhæver han også, da minilæsseren ikke har fire trin fra jorden og til førersædet som traktoren.

- Maskinen vi købte er uden døre, og det har vi faktisk fortrudt lidt. Om vinteren er det lidt koldt at læsse foder med maskinen. Minilæsseren kan dog leveres med en lukket kabine med varmeapparat.

Han slår samtidigt fast, at læssetiden hver dag ikke er blevet væsentligt længere ved at læsse med minilæsseren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er selvfølelig klart, at skovlen er lidt mindre end på traktoren, men minilæsseren er ekstrem manøvredygtig, og det opvejer lynhurtigt de ekstra skovlfulde, som skal i fuldfodervognen, og læssetiden bliver derfor den samme som tidligere.

Blanderen i siloen

Langt størstedelen af ensilagen på bedriften er samlet i køresiloer ved siden af stalden, og siloerne er både 10 og 16 meter bredde. Dette betyder, at når traktoren læsser fuldfodervognen, skal traktoren køre ud af siloerne med hvert læs og aflevere det i fuldfodervognen uden for siloerne.

- Venderadiussen på den knækstyrede minilæsser er derimod så lille, at vi let kan bakke fuldfoderblanderen ind i samme silo, som der læsses fra, fortæller Emil Thorgaard Rasmussen, og tilføjer:

- Når vi læsser fra to siloer på samme tid, kan blanderen stå helt i den ene side af den ene silo, og minilæsseren læsser let foderet over silomuren fra nabosiloen og ned i fuldfoderblanderen. Læssearbejdet går dermed lynhurtigt.

Minilæsseren vejer 3,8 ton, og den forholdsvis lille kampvægt gør alligevel minilæsseren i stand til at løfte 2,0 ton.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi kan let køre med to bigballer på læsseren uden at miste kontrollen over maskinen, og vi har endnu ikke prøvet, at den har været ved at vælte for os.

- Vi er rigtig godt tilfredse med minilæsseren, men hvis man skal komme med lidt kritik, så er der en tendens til, at skovlen på minilæsseren ikke kan lukke tilstrækkeligt. Det er intet problem, når skovlen tippes, men ved lukning af skovlen er udvekslingen for lille, bemærker Emil Thorgaard Rasmussen.

Desuden kunne han godt tænke sig en bom affjedring på læssearmen.

1.200 timer om året

Minilæsseren får også lov at bestille noget, og den har allerede passeret 600 timer på et halvt år.

- Vi læsser cirka 14 ton om dagen, og at vi kører 1.200 timer om året med minilæsseren, havde vi ikke forstillet os, men vi er blevet rigtig glade for den, og den har overtaget rigtig meget, som traktoren tog sig af før, konstaterer Lars Rasmussen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han lægger ikke skjul på både den økonomiske fordel, men også den lettere dagligdag i minilæsseren frem for traktoren.

- Udsynsmæssigt er der ingen tvivl om, at man sidder bedst i minilæsseren, og jeg tror da, at frontlæssertraktorens dage er talte, når først man én gang har prøvet en teleskop-minilæsser, påpeger Lars Rasmussen.