På fabrikken i Wildeshausen i det nordlige Tyskland har Atlas siden 1971 produceret læssemaskiner. På grund af nogle familiemæssige forhold, skiftede Atlas i 2016 navn til Weycor og i dag beskæftiger virksomheden cirka 400 medarbejdere på fabrikker i Tyskland og Ungarn. Ud over læssemaskiner består produktprogrammet af valsetog og tromler. Scantruck fik i 2006 importen af Atlas og markedsfører i dag hele produktprogrammet fra Weycor.

Bredt program af læssemaskiner

Weycor tilbyder i dag læssemaskiner i intervallet 2.150 - 13.800 kg. og med motorer fra 33,5 til 218 hestekræfter. Alle maskiner kører med hydraulisk transmission og som motorleverandør avendes Perkins til de mindste modeller, Yanmar i mellemsegmentet og Deutz til de største modeller. Weycor AR 75 tilbydes både som traditionel læsser og som teleskoplæser, hvor læssehøjden kan forøges med 1.200 millimeter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Større motor og ekstra vægt

Den brugte Atlas AR 35 Super, der er set hos Scantruck A/S, er fra 2015 og har kørt 562 timer. Forskellen på en Atlas AR 35 og modellen med tilnavnet, Super, er først og fremmest motoreffekten. Den trecylindrede Perkins motor yder i Atlas AR35 34 hestekræfter og med turbolader yder den samme motor i AR 35 Super 40 hestekræfter. For at kunne udnytte den større effekt, er Atlas AR Super som standard monteret med integreret kontravægt, der øger maskinens egenvægt fra 2.500 kg til 2.875 kg. Kontravægten betyder, at Atlas AR 35 Super kan håndtere cirka to ton, hvilket er små 200 kg mere end standardmodellen.

Støbt led

Samtlige læssere fra den tyske producent er knækstyrede og opbygget over et støbt pendulled. Ud over at give læsseren stabilitet, giver det støbte led også stor holdbarhed og lang levetid. Det støbte led er med smørenipler både i drejeleddet, og i leddet hvor for- og bagvognen pendulerer i forhold til hinanden.

Selve læsseren er monteret forholdsvist lavt i maskinen. Det giver føreren uhindret udsyn til redskabet og sammen med det støbte knækled, giver det læsseren god stabilitet, både når der køres lige ud og når der drejes med læsseren.

Redskabsføring som på de store

Den brugte læsser er med hydraulisk hurtigkobling ved redskabsfæste. Fæstet er fra Atlas, og da det produceres sammen med maskinen, er det en integreret del, der ikke påvirker hverken løftekapaciteten eller redskabsføringen negativt.

Redskabsføringen sker via en kraftig Z-bar, som på større læssemaskiner. Systemet giver føreren et godt udsyn til redskabet, og gør det samtidigt let både at fylde og tømme redskabet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Atlas AR 35 Super er stadig i produktion og hedder i dag Weycor AR 35 Super. Modellen leveres med styrtbøjle eller lukket kabine.

Se på redskabsfæstet og kosmetikken

Prisen på den brugte minilæsser afhænger i første omgang af årgang og af hvor mange timer læsseren har kørt.

- Prisen afhænger dernæst af hvordan maskinen har været behandlet. Vi kan godt kalde det for det kosmetiske indtryk af maskinen. Er den bulet og hænger lygter og andet udstyr i laser, skal den en tur forbi værkstedet, før vi kan sælge den videre. Det koster, og alt andet lige vil det afspejle sig i prisen, som vi kan give for den brugte maskine, siger Hasse Juel, der er brugtcenterchef hos Scantruck A/S i Skive.

- Sliddet på redskabsfæstet, og slør i fæstet giver en god indikation på, hvordan læsseren har været vedligeholdet og hvor meget den har kørt, tilføjer han.

Lav en plan eller køb automatik

Hvor store traktorer og entreprenørmaskiner ofte har en bestemt chauffør, der også har ansvaret for at vedligeholde køretøjet, så er minilæsseren en allemands-maskine, der anvendes til både faste og forefaldende opgaver. Læsseren kommer derfor til at køre rigtig mange timer med forskelige chauffører, og det er derfor vigtigt, at serviceringen sættes i system.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Scantruck tilbyder en servicekontrakt, der sikrer at maskinen serviceres for hver 500 timer, og som minimum får et årligt eftersyn. Her skiftes der typisk olie på maskinen, og læsseren får også den obligatoriske årsgodkendelse, der er lovpligtig og sikrer, at den er forsvarlig at anvende, siger Hasse Juel og tilføjer:

- Et årligt eftersyn er selvfølgelig ikke nok til at holde læssemaskinen kørende, og derfor er det vigtigt, at det daglige vedligehold sættes i system. Det kan enten ske ved at en maskinansvarlig smører og kontrollerer maskinen på en bestemt ugedag, eller at det sker hver gang, der tankes dieselolie på maskinen.

Ved køb af ny læsser anbefaler Hasse Juel, at det overvejes, om læsseren skal monteres med automatisk smøreanlæg. Centralsmøreanlægget sikrer, at vitale dele som redskabsfæstet og knækledet smøres lidt men ofte. Det forlænger levetiden på maskinen, og vil alt andet lige holde en højere gensalgsværdi på maskinen.

Se på dækkene

Den brugte læsser er monteret Alliance dæk i dimensionen 31X15.50-15. Knækstyrede læssemaskiner slider ikke specielt hårdt på dækkene, men ved køb af brugt læsser anbefaler Hasse Juel, både at lægge mærke til hvor slidte dækken er, og se efter om at maskinen er monteret med de rigtige dæk, i forhold til de opgaver den skal udføre.