Staffordshire England: Moderne batteriteknologi har gjort, at stort set alt håndværktøj i dag er batteridrevet og nu indtager teknologien også de mindre entreprenørmaskiner. 19C-I E-TEC er navnet på den første batteridrevne minigraver fra den engelske producent JCB. Graveteknisk har maskinen nøjagtig samme specifikationer som den dieseldrevne JCB 19C-1. Det vil sige en gravedybde på godt 2,5 meter og en undervogn med justerbar sporvidde.

En arbejdsdag

I motorrummet på 19C-I E-TEC er dieselmotoren erstatter af tre lithium-batterier på til sammen 312Ah.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De avancerede lithiumcelle-batterier er af samme type, som anvendes i moderne el-biler, og maskinens 48 volts højeffektiv motor leverer faktisk et højere moment end standardmaskinens dieselmotor, forklarer Tim Burnhope JCB.

Ifølge JCB har batterierne kapacitet til en normal arbejdsdag. Arbejdes der konstant og hårdt med maskinen rækker batterikapaciteten til fire timer. Opladningen af batterierne sker med en indbygget oplader og foretages på seks timer. Ved den endelige lancering af maskinen, kommer der et hurtiglade-system, der giver en fuld opladning på 2,5 timer.

Ingen emission

Da JCB 19C-I E-TEC er fuldstændig emissionsfri, er den velegnet til at arbejde i lukkede bygninger, og ved arbejde i eksempelvis tunneler, er entreprenøren fri for at etablere bekostelig udsugning. En anden fordel ved den elektriske maskine er, at den støjer betydelig mindre end den dieseldrevne model. Det betyder at maskinen uden problemer kan arbejde i boligområder og i nattetimerne, uden at genere beboerne.

JCB 19C-I E-TEC leveres i først omgang uden førerkabine men kan ellers udstyres nøjagtigt lige som den dieseldrevne søster.