Når danske landmænd køber pesticider til at bekæmpe ukrudt, svampe og andre skadevoldere, er det mindre belastende midler, der kommer i indkøbskurven. Belastningen fra pesticider er faldet med 57 procent siden 2011, baseret på salgstal.

Det skriver Miljø- og fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er positivt, at landmændene generelt køber mindre belastende pesticider. Det må først og fremmest tilskrives omlægningen af pesticidafgiften i 2013, som et bredt flertal i Folketinget stod bag. Regeringen har et mål om, at pesticider skal bruges mindst muligt og belaste mindst muligt. Derfor har vi i pesticidstrategien holdt fast i det ambitiøse mål om at mindske belastningen fra pesticider med mindst 40 procent, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Via landmændenes sprøjtejournalindberetninger er det muligt at følge udviklingen i det reelle forbrug på markerne. Her viser tallene, at belastningen fra de anvendte pesticider er faldet med 26 procent siden 2011.

Forskellen på salgstal og forbrugstal skyldes, at der op til indførslen af pesticidafgiften i 2013 skete en hamstring af de mere belastende pesticider. Faldet i belastningen i 2016 målt ved salgstal kan også skyldes, at der blev indkøbt særligt mange svampemidler i 2015, hvilket gav en yderligere hamstringseffekt.

- Den massive hamstring, som vi så i 2012 og 2013, ser ud til at være aftaget, men der er fortsat iøjefaldende forskelle mellem salg og forbrug af pesticider. Jeg glæder mig stadig over, at både salgstale og data viser, at det er mindre belastende pesticider, der ender på markerne. Derfor er det vigtigt, at vi fokuserer på de langsigtede trends i stedet for på resultatet fra et enkelt år, siger Esben Lunde Larsen.

I slutningen af 2017 skal pesticidafgiften evalueres, hvor blandt andet forskellene på salgs- og forbrugstal skal analyseres nærmere, og i foråret 2018 indkaldes partierne bag den nye pesticidstrategi til drøftelser af evalueringen og eventuelle justeringer af afgift og målsætning.