Danish Food Innovation er navnet på et nyt innovationsnetværk inden for fødevarer, der netop har fået 12 mio. kr. fra Uddannelses- og Forskningsministeriet til at nå et ambitiøst mål på 2 år: At gøre vækstlaget i den danske fødevareklynge klar til en global fremtid og sikre bæredygtig vækst i hele Danmark.

Det skriver Danish Food Innovation i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Samtidig skal innovationsnetværket bidrage til stærkere samarbejde mellem branchens aktører, så derfor står et nyt partnerskab mellem Agro Business Park, Videncenter for Fødevareudvikling (VIFU) og Danish Food Cluster bag ansøgningen.

- Den danske fødevareklynge er en global succeshistorie med stor betydning for den danske økonomi, men den danske fødevareklynge er også under pres fra en række udfordringer. Derfor har vi brug for at samarbejde om ambitiøse mål, siger formand for styregruppen bag Danish Food Innovation, Vice President i Chr. Hansen, Esben Laulund.

Han peger på den stærke tradition i Danmark inden for samarbejde og innovation som midler til at vende fødevareklynges udfordringer til forretningsmuligheder, og gøre vækstlaget bedre rustet til at svare på nye ønsker fra forbrugerne og bidrage til FN's verdensmål.

Kernen i netværkets indsats bliver at styrke de mange små og mellemstore virksomheder i fødevarebranchen, der har potentialet til at finde nye løsninger og blive fremtidens eksportlokomotiver. Det skal ske i samarbejde med en lang række vidensinstitutioner og andre aktører i hele landet, der er partnere i innovationsnetværket.

- Målet for Danish Food Innovation er ny viden, nye partnerskaber og internationale alliancer, og med de mange stærke partnere samt tre organisationers omfattende erfaring i bagagen, er vi mere end klar på opgaven, siger Esben Laulund.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Seks strategiske udfordringer danner grundlaget for Danish Food Innovation ? udfordringer som fødevareindustrien selv har identificeret i publikationen World-Class Food Innovation towards 2030.

Uddannelses- og Forskningsministeriet modtog i alt 23 ansøgninger om innovationsmidler, og Danish Food Innovation var blandt de udvalgte ansøgere. Projektperioden varer fra 01.12. 2018 -2020.