Kontorchef i Miljøstyrelsen Hardy Bundgaard Madsen er i et skriftligt svar kommet med følgende kommentarer til Maskinbladets artikel om Stege Nor.

Hvad er baggrunden for, at et tal fra 2011 skal danne grundlag for planer langt ud i fremtiden?

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Tilstandsvurderingerne og beregningerne af indsatsbehov i vandområdeplanerne er baseret på flere års målinger. Årsagen hertil er, at naturlige forskelle i nedbør fra år til år gør, at kvælstof- og fosforafstrømningen og dermed også klorofylkoncentrationen vil svinge fra år til år. Hvis der således alene blev brugt målinger fra et enkelt år, ville usikkerheden blive for stor. Ved at bruge flere års målinger udjævnes de naturlige år til år variationer og datagrundlaget bliver hermed mere robust. I vandområdeplan 2015-2021 er tilstanden for klorofyl generelt beregnet som et gennemsnit af klorofylindholdet (maj-september) i årene 2007-13. På grund af relativt få målinger i Stege Nor i årene 2007-2010, er tilstanden for klorofyl imidlertid baseret på gennemsnittet i 2011-13. Det er korrekt, at klorofylindholdet var særligt højt i 2011. Miljøstyrelsen anser imidlertid ikke dette som en fejl, men et naturligt udsving. Det er således ikke usædvanligt, at klorofyl-tallet kan variere fra år til år i nor/ kystvande af denne type, ligesom niveauet for 2011 heller ikke er usædvanligt højt sammenlignet med kystvande af samme type som Stege Nor. På samme måde som der forekommer år med stor nedbør og dermed store afstrømninger, forekommer der også år med lidt nedbør og lav næringsstofafstrømning. Heller ikke sådanne hændelser tages ud af datamaterialet.

Bliver målingerne offentliggjort, og hvor kan man se dem?

- De anvendte måledata er offentliggjorte og kan tilgås på Danmarks Miljøportal og der bliver hvert år offentliggjort en rapport dækkende hele DK og hver sjette år - i forbindelse med Vandområdeplanerne - en statusopgørelse for hvert vandområde, hvori indgår flere års data. Det skal endvidere bemærkes, at det ikke er det samlede beregnede indsatsbehov for Stege Nor, som bliver gennemført i vandområdeplan 2015-2021. Indsatskravet for oplandet til Stege Nor udgør således lidt under halvdelen af det beregnede indsatsbehov. I forbindelse med udarbejdelse af vandområdeplanen for 3. planperiode vil der blive foretaget nye beregninger af indsatsbehovet, baseret på flere års data. Såfremt klorofylniveauet holder sig på det lavere niveau, som er set efter 2011, forventes dette at betyde, at indsatsbehovet vil blive mindre end angivet i den nuværende vandområdeplan.

Maskinbladet har også bedt om svar på, hvad styrelsen siger til kritikken fra landmændene, ligesom vi har bedt om at få at vide, hvorfor styrelsen har givet rabat i i reduktionen af kvælstof. Styrelsen har ikke svaret på de spørgsmål.