I flere år har Miljøstyrelsen anbefalet de danske kommuner at bruge ukrudtsbrændere, når veje og parker skulle holdes pæne. Men det er slut nu og har faktisk været det i flere år.

Det siger miljøminister Kirsten Brosbøl (S) som svar på et spørgsmål fra Villum Christensen fra Liberal Alliance.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Spørgsmålet kom efter en artikel på maskinbladet.dk, hvor en tidligere ansat i Miljøministeriet undrede sig over, at Miljøstyrelsen anbefaler ukrudtsbrændere frem for Roundup. Roundup udgør ikke en trussel mod grundvandet, men til gengæld er brugen af ukrudtsbrændere meget belastende for CO2-regnskabet.

Miljøministeren erkender, at Miljøstyrelsen "i forbindelse med konsulentordningen for offentlige institutioner til afvikling af brugen af pesticider er rådgivet om ukrudtsbrændere frem til midten af 2009".

Men styrelsen rådgiver ikke i dag om brug af ukrudtsbrændere frem for kemiske bekæmpelsesmidler.

- Det er således flere år siden, at Miljøstyrelsen aktivt har rådgivet om at bruge ukrudtsbrændere, siger ministeren, der dog ikke redegør for, om Miljøstyrelsen siden direkte har meddelt, at den nævnte anbefaling er trukket tilbage.

Ukrudtsbrændere

I Holbæk Kommune har man for nyligt besluttet at øge anvendelsen af Roundup fra 10 liter om året til 60 liter. Noget der kan spare kommunen mange penge.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er to årsager til, at vi har øget brugen af Roundup, der tidligere kun blev brugt i praksis tiI bekæmpelse af bjørneklo. For det første har vi store problemer med at holde de grønne planter nede alene ved hjælp at ukrudtsbrænding. Asfalten revner mange steder, og de grønne planter bryder igennem alle vegne, så visse dele af byens veje ser skrækkelige ud. For det andet har vi ved alene at øge mængden af Roundup kunnet spare én million kroner årligt, siger John Harpøth, formand for byens Teknik & Miljøudvalg.

Det har fået Venstres Henrik Høegh til at spørge miljøministeren om, hvor mange penge kommunerne kan spare på landsplan ved at bruge Roundup i stedet for ukrudtsbrændere.

Men Miljøministeriet har ikke oplysninger om, i hvilket omfang kommunerne eller andre myndigheder anvender ukrudtsbrændere på egne arealer.

Samtidig oplyser Kirsten Brosbøl, at Kommunernes Landsforening "ikke er i besiddelse af opgørelser over kommunernes forbrug af ukrudtsbrændere" og derfor ikke har oplysninger, der kan anvendes til besvarelse af spørgsmålet.