Chefredaktør Rasmus Dalsgaard, Maskinbladet.

Miljøet er blevet en folkereligion

Maskinbladets leder den 21. september 2012

chefredaktør Rasmus Dalsgaard  20.09.12 | 16:28

Det er en barsk kritik, den velansete konsulent Bente Andersen fremsætter på side 6 og 7 i denne udgave af Maskinbladet.

Hun anklager de danske politikere for at have tilsidesat fagligheden og bygge miljøpolitikken på et bedrag, og hun skyder samtidig mod landbrugets eget politiske system, som, hun mener, har svigtet opgaven med at sætte fagligheden på dagsordenen.

Hun kender systemet både indefra og udefra, og hendes analyser og konklusioner har derfor en betydelig vægt.

Det er uhyggeligt, at landbrugets egen top tilsyneladende har lagt låg på faglige udtalelser, når de ikke har været i overensstemmelse med administratorernes linje. Det tyder således på, at Axelborg har et betydeligt medansvar for, at fagligheden er blevet tilsidesat i Danmark. Og det er derfor også nærliggende at støtte, når Bente Andersen konkluderer, at vi skal have faglige ildsjæle ind og forhandle med embedsmændene i stedet for administratorerne, som ikke har den faglige indsigt på plads.

Bente Andersens ønske om en ordentlig gang hovedrengøring i Landbrug & Fødevarer kan derfor være en meget vigtig opgave at tage fat på for en ny formand. Men det er nok lettere sagt end gjort. Systemer har det med at skabe deres eget liv og egen eksistensberettigelse. Og det kræver en usædvanligt stærk formand - og direktør - hvis sådan en gennemgribende oprydning skal lykkes og have effekt. Men det bliver spændende at følge.

Det uhyggelige er, at miljøpolitikken med Bente Andersens ord bygger på et bedrag.

Desværre er vi nok kommet så langt ud ad et forkert spor, at det bliver meget vanskeligt at få vendt skuden, for miljøsagen er nærmest blevet en folkereligion, hvor tro og følelser går hånd i hånd med himmelråbende naivitet og uvidenhed. Sådan en cocktail er farlig. Se blot, hvordan religiøse fanatikere reagerer overalt i verden, hvis nogen vover at anfægte deres verdensbillede.

Det er lidt den samme psykologi, man møder mange steder i det danske samfund, når man forsøger at gå imod den politisk korrekte miljøreligion.

Men set i det perspektiv bliver det også meget afgørende, at Landbrug & Fødevarer får en stærk personlighed som formand, som tør tage de nødvendige opgør med den herskende ideologi.

Relaterede artikler

Kommentarer

Debatten på maskinbladet.dk er fri, men hold venligst en sober tone og undlad personangreb. Gå efter bolden - ikke efter manden.
Trusler, injurier eller andre lovstridige indlæg fjernes af redaktionen.