Da Karsten Jørgensen for syv år siden for første gang tog kontakt til nogle tjekkiske maskinhandlere, var det helt tydeligt, at han blev målt og vejet, og at han ikke kunne snakke sig til et samarbejde.

Som vestjyde var det ikke ligefrem nogen uvant situation - og det skulle da også vise sig, at han, da han endelig fik dem overbevist om, at han var god nok, fik tilbud om at sælge alt fra kedler til marksprøjter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Samarbejdet med de tjekkiske maskinfabrikker har løbende udviklet sig, så det i dag omfatter kedler, fyr, varmepumper, sprøjter og en række forskellige maskiner til jordbearbejdning.

Trailersprøjter

De tjekkiske trailersprøjter bliver solgt under navnet MGM.

Den første sprøjte kom til landet for halvandet år siden.

Siden da har Karsten Jørgensen solgt 15 trailersprøjter og har foreløbig ordrer på at levere yderligere fem til den kommende sæson.

Sprøjterne fås med 3.000, 4.000 og 5.000 liters tank og sprøjtebomme fra 24 meter til 36 meter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De fleste af de sprøjter, vi har solgt, er med 4.000 liters tank og 24 meter sprøjtebom.

- Vi har dog også solgt en enkelt sprøjte med 5.000 liter og 36 meter sprøjtebom, siger Karsten Jørgensen og fortsætter:

- Vi har kun fået positive tilbagemeldinger fra de landmænd, der kører med sprøjterne - og vi glæder os da også over, at den landmand, der købte den første sprøjte, som kom her til landet, lige har bestilt to nye sprøjter til den kommende sæson.

Direkte levering

Trailersprøjterne leveres direkte fra fabrikken i Tjekkiet til landmanden eller til Tjek Import i Herning.

- Det gør, at vi kan spare omkostninger til omlæsning og lagerfaciliteter her i Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Samtidig giver det mulighed for hurtig levering, så der sjældent går mere end tre til fire uger, fra en landmand køber sprøjten, til den står ude hos ham, klar til brug, kommer det ivrigt fra Karsten Jørgensen.

Alle sprøjter leveres med spuleslange. Computere, sensorer og andet udstyr til sprøjten leveres efter landmandens ønsker.

I forbindelse med levering af sprøjten sender Karsten Jørgensen en mand ud for at instruere landmanden i brug af sprøjten.

- Det er rart at stå overfor landmanden, når han har modtaget sprøjten.

- Samtidig giver det en rigtig god fornemmelse at vide, at landmanden har fået en god instruktion til at betjene sprøjten, så han kan få glæde af den og udnytte den optimalt allerede fra starten, siger Karsten Jørgensen.