Michael Meier drømmer om at få sin egen gård, men som så mange andre unge landmænd, kan det være svært at få kapital nok til at gå i gang. Efter at have fået afslag ved flere pengeinstitutter lykkedes det endelig Michael Meier - med hjælp fra SLF - Sønderjysk Landboforening - at blive enige med en udlejer om en kontrakt. Hermed var drømmen startet op. Det skriver SLF i en pressemeddelelse.

Stalden fyldt med kyllinger

SLF havde kendskab til en ældre landmand, som i flere år havde forsøgt at sælge eller udleje sin kyllingefarm ? uden held. Og snart var kontakten mellem de to landmænd skabt:

Artiklen fortsætter efter annoncen

-Det gik hurtigt. Jeg var oppe for at se på ejendommen. Jeg forskede lidt i kyllinger, og inden jeg fik set mig om, havde vi skrevet en fem-årlig kontrakt, fortæller Michael Meier. 1. februar i år startede han op med 110.000 kyllinger fordelt på fire stalde.

Bor i campingvogn indtil videre

Michael Meier blev uddannet landmand i 2011 på Bygholm Landbrugsskole, produktionsleder i 2014 og har altid arbejdet med svin - de senere år som driftsleder på flere besætninger.

-Jeg har en drøm om at blive selvstændig og få min egen gård, men jeg synes ikke, der er fremtid i grise. Det er for stor en risiko, og kvæg har aldrig interesseret mig. Nu er jeg i gang, og det stopper forhåbentlig ikke her, fortæller Michael Meier, som på sigt gerne vil udvide med flere kyllingestalde i området.

Michael og kæresten bor i en campingvogn i nærheden. Sådan skal det være, indtil drømmegården kan købes. Det er de begge indstillet på.

Alternativ finansiering

Michael Meier har lejet staldene hos den tidligere landmand, som har haft produktion på gården siden 1978, og som stadig bor på ejendommen. Derudover har den nye landmand lavet en aftale med foderstofcentralen om, at de først får betaling for foderet, når kyllingerne er slagtet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det betyder, at han ikke skal have penge op af lommen til foder? eller låne dem i banken - før han har fået penge fra slagteriet.

Vigtigt netværk

Michael Meier har aldrig arbejdet med kyllinger tidligere, men han har et godt netværk, han trækker på. Både rugeriet og slagteriet stiller konsulenter til rådighed. Derudover trækker han på den tidligere lejers erfaringer - blandt andet når kyllingerne skal sættes ind - mod at Michael så hjælper ham i marken.

-Samtidig har SLF hjulpet mig med opstart, budget og driftsøkonomi, som en del af deres etableringsrådgivning.

-Det hele går langt bedre end forventet, siger den yderst motiverede landmand.