For at hjælpe de danske landmænd har miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen sammen med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet lempet midlertidigt visse krav. Blandt andet andelen af grovfoder til økologiske dyr. Ligesom det er muligt at bruge gras fra brakmarker.

Men formand for Landbrug & Fødevarer Martin Merrild har flere ønsker i ærmet, hvis tørken og det varme vejr fortsætter, men han ved godt, at ønskerne skal være realistiske.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Vi har sagt, at for hver dag tørken fortsætter, bliver det nødvendigt at få lempelser på de krav, der er til MFO og efterafgrøder. I det store spil er det småting med fremrykning af EU-støtte og momskredit. Det er ikke noget, som flytter noget, men det er et element, som har været brugt også tidligere, ligesom vi gerne vil se på jordskatten, som er en konkurrenceforvridende i forhold til erhvervet. Det har regeringen sagt, at de se på, siger Martin Merrild og fortsætter.

- Vi kunne ønske os mange ting, men vi har en realistisk tilgang. Vi har ingen forventning om, at skatteyderne vil kompensere vores tørketab. Vi har en forventning om, at man vil hjælpe os med at få tingene til at glide, siger han.

Den mulige hjælp afhænger naturligvis også meget af vejret, som indtil videre tyder på mere sol og varme over landet. Derfor kan en hjælpende hånd vise sig meget vigtigt for erhvervet, lyder det fra Merrild.

- Hvis tørken bliver ved, så kan vi risikere i yderste konsekvens, at landmænd ikke kan leve op til MFO-krav, og så mister man en tredjedel af hektarstøtten, og det ville være urimeligt, hvis det sker som følge af klimasituation, når folk har allermest brug for det. Det holder vi skarpt øje med. Vi kan ikke råbe ulven kommer hver dag, men vi må vente og se, hvordan udvikler vejret sig, siger han.

Martin Merrild har sendt et brev til miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen, hvori han beder ministeriet om, at foretage forskudsudbetaling af EU-støtte til tre grupper af landmænd. Det drejer sig om landmænd, der modtager økologisk arealstøtte, landmænd, der modtager støtte til pleje af græs samt mælkeproducenter, der har anmeldt MFO-græsudlæg i majs.

Artiklen fortsætter efter annoncen

V: Vi er helt fremme i skoene

Venstres landbrugsordfører Erling Bonnesen fortæller, at regerings partiet følger situationen meget nøje, og at man er helt fremme i skoene, når det kommer til at hjælpe landmændene i tørken.

- Samtidig har vi sagt, at vi skal være så imødekommende som muligt på lempelser, dispensationer mv. ang. såning af efterafgrøder. Det giver jo ikke mening at kræve såning af efterafgrøder, når de alligevel ikke kan spire i tørken, og der er taget kontakt til skatteministeriet, som nu ser på f.eks. mulighederne for udskydelse af betaling af jordskatter mv. Det følges der op på i den kommende tid, siger Erling Bonnesen.

Han tilføjer, at Polen og Sverige har udtrykt ønske om på EU-niveau at se på mulighederne for eventuelt tørkelån.

- Det er interessant og det følger vi naturligvis op på. Tørken er ikke kun et dansk fænomen, men et europæisk fænomen. tørken rammer store dele af Europa og derfor er det vigtigt, at der er lige vilkår på mulighederne for eventuelt tørkelån. Det følges der op på den kommende tid, siger Bonnesen til Maskinbladet.

Fra Landbrug & Fødevarer er meldingen fortsat, at man forventer, at tørken koster landbruget cirka 4,5 milliarder kroner, og at der er et tab i udbyttet af høsten på mellem 30 og 50 procent.