Da formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, åbnede den 25. udgave af Landsskuet i Herning blev der ikke langt fingre imellem.

Landbrug & Fødevarers formand ærklærede krig mod pressen. Eller i hvert fald den del af pressen, som ikke fortæller hvad der ifølge Martin Merrild er hele sandheden om dansk landbrug.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har heldigvis masser af engagerede journalister, som sætter sig ind i stoffet og dækker landbruget fair og ordentligt. Men vi har også en række journalister, som ikke går efter at oplyse, men om at mistænkeliggøre en del af befolkningen. Vi vil ikke finde os i det mere. Og vi vil gøre alt, hvad vi kan for at hænge i haserne på dem, som ikke vil fortælle sandheden, sagde Martin Merrild til åbningen af jubilæumsudgaven af Landsskuet.

Det var især Danmarks Radio og Berlingske Tidende, som Martin Merrild lod stå for skud. Og så kom formanden med en slet skjult opfordring.

- I hvilke af de store medier har du set historien om, at landmændene kun har brugt 52 procent af den gødning, der ellers var blevet tilladt? En historie, som går stik imod kritikernes forudsigelser. Den er der ingen der rører. Og det er for dårligt, sagde Martin Merrild.

Der blev dog også plads til andet end en krigserklæring mod pressen i Martin Merrilds tale, For formanden ser stadig lyst på fremtiden.

- Landbruget skal fortsat levere sund og lækker mad til forbrugere i både Seoul, Beijing, Herning og andre steder, hvor vores varer efterspørges. Vi vil gerne tage de udfordringer, det giver op. Men vi vil have rimelige vilkår. Og det tror vi også på, vi nok skal få, sagde formanden og uddybede:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Heldigvis er jeg stadig optimist. Jeg tror på det. Jeg tror på, at der stadig både er folk og politikere, der vil dansk landbrug nok til at sikre os de betingelser, der skal til for at vi kan få fødevareproduktionen til at ramme det højest mulige niveau, sagde Martin Merrild.