Tørken fyldte en del i Martin Merrilds tale ved åbningen af Landsskuet.

Han sagde, at det er svært ikke at lade sig påvirke af den ekstreme tørke, når man ser en flok sultne køer stå på en græsmark, der ligner en ørken.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han konstaterede, at den nuværende tørke er værre end tørken i 1992, og at det bliver værre for hver dag, og da det er hele Nordeuropa, der er tørkeramt, sagde han, at det ikke er nogen selvfølge, at der er mad nok til alle jordens syv milliarder munde hver dag.

- Og det er endnu en bekræftelse af, at god landbrugsjord er noget, vi skal værne om. Der kan findes arealer, hvor det kan give god mening at give mere plads til natur. Men hver eneste dag bliver der flere mennesker pr. hektar landbrugsjord, sagde han.

Frygt for konsekvenser

Martin Merrild lagde ikke skjul på, at situationen er alvorlig, og at han frygter konsekvenserne af tørken.

- Vi ved, at der desværre er landbrugsfamilier, der er i en situation, hvor der ikke er plads til strore tab. Og vi ved, at for mange familier kan konsekvenserne af tørken være ultimative, sagde Martin Merrild.

Han appellerede på den baggrund til sammenhold i og omkring landbruget for at mindske konsekvenserne af den ekstreme vejrsituation. Og han glædede sig over, at regeringen og flere politikere gav positive meldinger mindre end 24 timer efter, at Landbrug & Fødevarers bestyrelse havde udarbejdet en liste med forslag til at hjælpe de tørkeramte landmænd uden negative konsekvenser for statskassen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mærkelig udfordring

Ud over tørken pegede Martin Merrild også på andre udfordringer for landbruget. For eksempel mener han, at det er uforståeligt og dybt bekymrende, at USA nu erklærer handelskrig i både øst og vest.

Men en af de mere mærkelige udfordringer for landbruget er ifølge Martin Merrild, at en organisation som Greenpeace nu har ansat en landbrugskritisk journalist fra Danmarks Radio med den eneste opgave at arbejde for færre dyr i dansk landbrug og dermed mindre kødeksport.

- Tænk lige engang, at man samler penge ind, for at man kan bekæmpe produktionen i det land i verden, der har mest styr på, hvordan man bedst får lavet mere med mindre. Hvor man har styr på dyrevelfærden. Styr på antibiotikaanvendelsen. Og styr på klima og ressourcer, sagde Martin Merrild.