Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer, lægger i sin nytårshilsen ud med at tale om det kommende valg:

- Danskerne skal sætte kryds til Folketinget og vælge et nyt Europa-Parlament. Ved begge valg er Landbrug & Fødevarer klar til at spille en rolle i at få vores budskaber ud og i de hektiske valguger sætte en positiv dagsorden om fødevareproduktionen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Landbruget er tit en boksebold, som nogle politikere tæsker løs på i medierne. Den risiko er ikke mindre under valgkampene. Derfor er Landbrug & Fødevarer både velforberedte og klar til at gå i dialog og forsøge at trække diskussionerne i en konstruktiv retning i valgugerne, skriver Martin Merrild.

- Lige siden valget i 2001 har udlændingepolitik domineret vælgernes prioriteringer, når de satte krydset. Det ser ud til at ændre sig i år, hvor klima og miljø topper bekymringslisten hos danskerne. Tidsånden ændrer sig. Vi må erkende, arbejdspladser og erhvervslivets rammevilkår ikke er i fokus under en højkonjunktur.

2019 kan kun blive bedre

- Men selvfølgelig fortsætter vi kampen for de bedst mulige rammevilkår for vores erhverv. Tørken rammer stadig hårdt på landmændenes økonomi, og vi har brug for vilkår, der gør, at flere landmænd kan konsolidere deres økonomi og være robuste i fremtidige kriser.

- Faktum er, 2018 var et svært år for landbruget med tørke og lave afregningspriser. I 2019 kan økonomien kun blive bedre. Men det kræver stadigt fokus på vores vilkår. Vi er klar til at tage de politiske kampe. Samtidig fortsætter vi offensiven for at forbedre landbrugets image med den nye udgave af vores Omdømmekampagne.

- Og så er der utallige indsatser, jeg ikke kan gå i detaljer med uden at fylde alt for mange skærmbilleder. Arbejdet med nye vandplaner over EU's fælles landbrugspolitik og mangel på arbejdskraft til eksportfremstød er blot få eksempler på Landbrug & Fødevarers menukort for 2019.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der bliver nok at se til. Vi er i arbejdstøjet. Godt nytår!, afslutter Martin Merrild sin nytårshilsen.