Ifølge Dagbladet Holstebro-Struer bliver mejerierne Holstebro Flødeost og Holstebro Smør til Holstebro Mejeri og med en samlet ledelse. Det er meldingen fra mejeriernes ejer, Arla Foods.

- Holstebro Flødeost og Holstebro Smør er i mange år gået forrest, når det kommer til at optimere et samarbejde på tværs af mejerier. Samarbejdet er nu så tæt, og produktionerne på mejerierne er udviklet så meget, at det giver størst mening at lægge ledelserne sammen for at styrke samarbejdet endnu mere, siger group vicepresident Lars Dalsgaard, der har det globale ansvar for Arla's oste- og smørproduktion, til Dagbladet Holstebro-Struer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fysisk ligger mejerierne lige ved siden af hinanden og samarbejder i forvejen i flere dele af både produktion, pakning og mælkeindvejning.

Ifølge Arla kommer sammenlægningen ikke til at påvirke produktionen, hvor ingen stillinger "på nuværende tidspunkt" bliver berørt.

Mejeridirektør på Holstebro Smør, Klaus Jeppesen, overtager stillingen på Taulov Mejeri, og Claus Nielsen, der er mejeridirektør på Holstebro Flødeost, bliver direktør på Arlas mejeri i Esbjerg. Den nye mejeridirektør på Holstebro Mejeri bliver Jørgen Greve, der kommer fra en lederstilling på Taulov Mejeri.

Ifølge Dagbladet Holstebro-Struer beskæftiger Holstebro Flødeost 35 funktionærer og 140 timelønnede, mens Holstebro Smør har 32 funktionærer og 168 timelønnede.

Arla Foods regner med at have den nye ledelse på Holstebro Mejeri klar 1. december.