Fordelen ved at være medlem af LandboNord er i denne tid meget konkret, da medlemmerne i april måned modtager deres faktura på rådgivning i LandboNord. Her fremgår det nemlig, at de får del i foreningens udlodning på 4,5 millioner kroner, som i år bliver tilbagebetalt til de kunder, som også er medlem af foreningen. Med et medlemskab af foreningen, er man også medejer af rådgivningsvirksomheden.

- For os i bestyrelsen har det været meget vigtigt, at en del af overskuddet kommer tilbage til vores medlemmer, så pengene kan komme ud at gøre gavn på landbrugene. Samtidig kan vi fastholde et stærkt set-up i foreningen, som betyder, at vi kan understøtte gode initiativer og sikre vores interesser bedst muligt. Både som landmænd - men også som borgere i et samfund under forandring, siger formand for LandboNord, Niels Vestergaard Salling.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Overskud på bundlinjen

Bundlinjen i LandboNord for 2018 blev et overskud på 6,1 millioner kroner. Rådgivningsvirksomheden oplevede en markant stigning i aktivitetsniveauet i 2018 med investeringer, som rækker ud i fremtiden.

- I rådgivningsvirksomheden har vi en markant vækst i aktivitetsniveau på stort set hele rådgivningsspændet, og vi er landets førende på digitale services, herunder LN Summax, LN e-betaling, LN e-Overblik og appen LandboNord Scan, hvilket gør os til en attraktiv samarbejdspartner på mange faggrene, siger adm. direktør i LandboNord, Uffe Bertelsen.

LandboNord udlodder de 4,5 millioner af overskuddet til medlemmerne i form af 1.000 kroner i medlemsrabat pr. aktivt medlem og herudover en omsætningsbestemt rabat. Over en årrække har LandboNord udloddet hele 34 millioner kroner til medlemmerne, hvilket ingen andre i rådgivningsmarkedet kan matche.