L&F har lavet en undersøgelse blandt organisationens medlemsvirksomheder, der viser, at omkring 25 procent af de danske fødevare- og agrovirksomheder har allerede helt eller delvist flyttet produktion til udlandet i løbet de seneste år, og 25 procent overvejer at gøre det.

Det kan betyde, at op imod 40.000 jobs flytter til udlandet. Det skriver Finans.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dramatisk situation

Hos L&F betegnes situationen som dramatisk, og cheføkonom Thomas Søby efterlyser politisk handling for at standse udflytningen af arbejdspladser. De adspurgte virksomheder angiver blandt andet de høje danske lønninger, høje omkostninger i øvrigt, og mangel på kvalificeret arbejdskraft i Danmark som årsagerne til, at de flytter deres produktion ud af landet.

Bekymret minister

Ifølge Finans er miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) bekymret over undersøgelsens resultat.

- Danmark har hårdt brug for et konkurrencedygtigt fødevareerhverv, der skaber vækst og arbejdspladser i hele Danmark - i samspil med vores natur og miljø. Regeringen vil snarest fremlægge en fødevare- og landbrugspakke, der blandt andet skal gøre det lettere at være landmand, fisker og fødevareproducent i Danmark, siger hun til Finans.