Idémager, teknisk geni, opfindertype og DAMP-barn var nogle af de ord, som onsdag blev brugt til at beskrive Agner Thisgaard, da han modtog Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab store sølvmedalje.

Medaljen er en af landbrugets største og mest sjældne udmærkelser.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Agner Thisgaard er stifter og udvikler af Fasterholt Maskinfabrik.

- På landbrugets og landboforeningens vegne hjertelig tillykke med en velfortjent sølvmedalje. Som landmand er det svært at forestille sig at drive landbrug i Sydvestjylland uden vanding, og vanding har spillet en stor rolle i samfundets udvikling, sagde Karsten Willumsen, formand for Herning-Ikast Landboforening, i forbindelse med overrækkelsen.

Kørte hjem

Fasterholt Maskinfabrik blev grundlagt i 1958, da Agner Thisgaard og Johannes Laursen etablerede virksomheden. I begyndelsen reparerede virksomheden udelukkende maskiner, men i 1960 startede produktionen af landbrugsmaskiner.

- De lokale landmænd gav i 1970'erne far en ny udfordring. Jeg kan huske, at han sad i sommerhuset og tegnede. Så rejse han sig pludselig op og sagde, at han ville køre hjem og ikke vidste, hvornår vi ville se ham igen, fortalte Gitte Thisgaard, der er Agner Thisgaards datter.

I midten af 1970'erne var landbruget plaget af tørke, og vandingsanlæggene slog ikke til. Agner Thisgaard påtog sig at løse problemstillingen, og i 1975 udviklede Fasterholt Maskinfabrik den første vandingsmaskine. I dag er virksomheden Nordeuropas største producent af vandingsmaskiner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Stor hædersbevisning

Fasterholt Maskinfabrik ejes af Agner Thisgaards tre børn, Helle, Ole og Gitte. Svigersønnen Peter Flø Pedersen er administrerende direktør.

Agner Thisgaard tog også ordet under overrækkelsen:

- Tak for den fine medalje og til alle medarbejdere og fremmødte. Tusind tak skal I have, sagde Agner Thisgaard, som også takkede sine børn og svigerbørn for at drive virksomheden videre.

Herning-Ikast Landboforening indstillede Agner Thisgaard til medaljen på opfordring fra Herningegnens landboforenings seniorklub. Medaljen hører til en af landbrugets helt store hædersbevisninger, der kun uddeles i helt særlige tilfælde til personer, der på en innovativ måde har biddraget til det danske landbrugs fremme.