På en landbrugsmesse som Agritechnica for nylig går mange besøgende rundt i håb om at finde nye kontakter, som de kan gøre forretninger med, når de er kommet hjem til deres respektive lande. Men hvordan får man skabt kontakten? Det ligger jo ikke lige for at gå hen til en tilfældig og bede om vedkommendes visitkort.

Netop det problem havde gode kræfter sat sig for at gøre noget ved på dette års Agritechnica, hvor der var arrangeret en form for "speed-dating" for maskinhandlere. Det var arrangeret af UsedTecWorld i samarbejde med Maskinbladet, og i løbet af et par timer blev der på standen udvekslet masser af visitkort på tværs af nationaliteter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Under arrangementet, der i år foregik for første gang under Agritechnica, kom der et halvt hundrede deltagere fra forskellige lande, eksempelvis Danmark, Tyskland, Frankrig, Rusland, Ukraine, Ungarn med flere.

Tre danske virksomheder deltog, nemlig Gøma, Sjørup Traktor og Pon Equipment, alle bevæbnede med visitkort.

- Det var en supergod idé, og jeg kom da hjem med nogle spændende kontakter, blandt andet til tyske maskinhandlere. Men det var lidt hektisk, da det foregik. Måske man kunne overveje at sætte det lidt mere i system, måske med nogle grupperinger inden for forskellige typer maskiner, så man ikke spilder sin tid, siger Ole Lauridsen fra Sjørup Traktor.

Også hos Gøma i Viborg finder Karsten Kammer, at det er en rigtig god idé at bringe maskinhandlere fra nær og fjern sammen.

- Jeg synes godt om hele konceptet, og på sigt tror jeg, at man kunne få meget ud af det. Desværre var jeg på Agritechnica selv lidt i tidnød, da jeg havde et andet møde, siger Karsten Kammer, der dermed ikke kom hjem med konkrete kontakter denne gang.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Men der er helt sikkert potentiale i det, siger han.

- Der har været så stor interesse for det, at vi er sikre på, at vi gentager det på Agritechnica 2015, siger salgschef Toby Nielsen, Maskinbladet.