Der er rigtig mange måder at vækste på. Derfor var et udvalgt dommerpanel også på en ret hård prøve, da de i september skulle vælge mellem fire meget forskellige virksomheder til Nykredit Vækstpris 2014 inden for landbrugets 200 største virksomheder.

- Nok blev I ikke vindere, men alene at blive nomineret og få så mange rosende ord med på vejen, er en flot præstation, fremhævede Jens-Aage Jensen, formand for Dansk Maskinhandlerforening, på foreningens generalforsamling fredag 21. november 2014.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dommerkomitéen fremhævede i deres begrundelse for indstillingen blandt andet:

"Kravet for at vinde er ikke bare vækst, men sund vækst. Årets vækstvirksomhed er ikke en lille hurtigløber, der stormer frem det ene år, og måske er væk det næste. Alle kandidaterne har over en længere periode vist evne til både at vokse, tjene penge og skabe arbejdspladser. Og ser man alene på 2013, er de alle i top i hver sin branche, når man undtager den vækst, der udelukkende skyldes opkøb og sammenlægninger."

Tvunget til ny struktur

Oluf Poulsen startede som ejer af Herborg Smedie i 1975 og blev i 1976 forhandler af John Deere. Siden er det gået stærkt fremad, og det afgørende store hop ind i fremtiden kom i februar 2012, da maskinforretningen fik lov til at fortsætte som en af et stærkt reduceret antal danske forhandlere af John Deere.

- Det kom som en bombe, og vi var skeptiske i starten, da John Deere opsagde sin private importør og dermed alle de danske forhandlere, forklarede medejer af Herborg Smede- og Maskinforretning, Keld Andersen, i forbindelse med nomineringen til prisen.

- Men I har ved en fokuseret indsats formået at udnytte de muligheder, I fik. Blandt andet har I fordoblet jeres omsætning fra 2011 til 2013, nemlig fra 149 millioner kroner til 300 millioner kroner, konstaterede Jens-Aage Jensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg har også lagt mærke til, at det i begrundelsen for indstillingen af jer bliver fremhævet, at I, som alle jeres kollegaer, befinder jer i et meget hårdt marked med en lille margin. Alligevel har I evnet både at vokse og tjene penge, så I er kommet op i et helt andet niveau, fortsatte han.

- Jeg bed også mærke i, at det fremgår i omtalen af jer, at det tilsyneladende er sket uden at tabe alle de kvaliteter, der ligger i jeres gamle forretningskultur. I er en servicevirksomhed, og service er i højsædet hos jer, konstaterede formanden for Dansk Maskinhandlerforening.

Virksomheden har 68 medarbejdere fordelt på afdelinger i Herborg, Farre og Nørre Nissum.

Komiteen, der kårede vinderen, var ØK-direktør Niels Henrik Jensen, Axcel-partner Casper Lykke Pedersen, sales maneger Martin Hornsyld fra kreditbureauet Bisnode, vicedirektør Poul Erik Jørgensen, Nykredit og L&Fs daværende adm. direktør Søren Gade.